Er Mønsted for gode til serie 4?

Noget kunne tyde på det, efter at de røde nu har gjort rent bord med 6 sejre i 6 kampe og en målscore på 36-7! Lørdagens 11-3 sejr over Viborg Vestermarken viste da også stor niveauforskel, men det skal siges, at Vestermarken var uhørt ringe, især i forsvaret, hvor det stort set kun handlede om at ramme målet for Mønsted for at score. Der blev ikke noteret mange redninger hos målmanden.

En del af Mønsteds “genopstandelse” efter nedrykningen i efteråret kan tilskrives de to Harritz-brødre Morten og Martin, der er vendt tilbage i foråret og har tegnet sig for 19 af de 36 mål. Sammen med Nicklas Grønbæk Lausen (ikke med mod Vestermarken) danner de et målfarligt angreb. Tilmed er Niels Christiansen vendt tilbage i forsvaret, så her og nu har Mønsted holdet til at spille i serie 3. Og det går da også den vej.

Gæsterne fra Vestermarken var nogenlunde med i 1. halvleg, hvor stillingen var 4-2, men efter pausen stod der Mønsted på det hele. To af gæsternes mål blev scoret på straffespark. For Mønsted var målscorerne: Morten Harritz 4, Martin Harritz 3, Niels Overgaard 3, Johan Bonne 1.

Næste og sidste kamp i første halvdel er ude mod bundholdet Skive IK på lørdag. Det ligner en ny sejr.

-hp

Guldsponsorer: