Med en 4-2 sejr hjemme over Vildbjerg kom FHIF-erne i sikkerhed, og endte på en 4. plads med 14 point i en meget tæt pulje, hvor Sunds med 13 point må i playoff om at undgå nedrykning. Som sædvanlig – fristes man til at sige – kom de gule skidt fra start og bagud allerede efter 4 minutter, men Lasse Haagen Schmidt fik dog udlignet 2 min. senere på et straffespark, og Per Julius Pedersen sørgede for en 2-1 føring kort før pausen.
Per Julius Pedersen blev dobbelt målscorer. Arkivfoto.
Gæsterne, der ikke havde noget at spille for, udlignede kort efter pausen, men FHIF-erne havde brug for en sejr, og den jagtede de. Målene kom da også i det 82. og 91. minut ved henholdsvis Per Julius Pedersen og Lucas Bertelsen. Træner Danni Mikkelsen har denne kommentar til kampen:
- Ja, vi kom jo igen skidt fra start, men kom heldigvis hurtigt tilbage. Det kunne ses, at Vildbjerg ikke havde så meget at spille for. Vi ville det mere, og vi var da også bedre og var i kontrol, selv om 2. halvleg blev en rodet affære. Vi har hele sæsonen haft problemer at få omsat vore chancer, men i dag lykkedes det.
Træner og spillere går nu på vinterferie og holder afslutningsfest den 16. november. Om fremtiden fortæller Mikkelsen, at han er i dialog med klubben, men at der p.t. ikke er aftalt noget.
-hp