Topholdet fra Aulum løb med alle 3 point, da de søndag havde besøg af naboerne fra Feldborg. En kamp, der med lidt mere tur i FHIF-støvlerne kunne have givet et point til de gule.
- Vi har faktisk godt styr på de første 25 min., men så får Per Julius Pedersen et gult kort (fair nok), og så kommer vi lidt under pres. Men inden da har vi tre kæmpe chancer, hvor den ene bliver reddet på stregen af en markspiller. Så får de et straffespark efter 42 min., hvor Pape kommer for sent, og så scorer de igen kort efter inden pausen, fortæller træner Danni Hvam Mikkelsen til fjendscup.dk.
Gæsterne kom godt ud til 2. halvleg og fik fortjent reduceret efter 76 min. ved Joachim Henriksen, og derefter rammer Rene Bjerg Simonsen forbi målet på en stor mulighed for at udligne til 2-2.

Joachim Henriksen i luften. Arkivfoto.
- Til sidst kaster vi mere frem for at søge udligningen, men så scorer de på en omstilling i tillægstiden. Desværre måtte Morten Nielsen udgå med et ødelagt ledbånd – en slem skade, som han har prøvet før for nogle år siden. Jeg synes, at vi havde fortjent et point, men nu bliver det virkelig spændende i de to sidste kampe. Jeg sidder med en fornemmelse af, at man kan gå hen og rykke direkte ned med 17 point, og det er jo helt forrykt, så lige den pulje er, slutter FHIF-træneren.
Feldborg/Haderup slutter med to udekampe mod Ølstrup og Gullestrup.
-hp