Feldborg/Haderup vinder tæt opgør i Skals

At 2-0 kan være en farlig føring, var Feldborg/Haderup tæt på at måtte erkende onsdag aften på Skals Stadion, men føringen holdt. Anfører Rene Bjerg Simonsen har sendt følgende rapport fra kamopen:

“Lige efter kampen er jeg lidt i chok, og har svært ved at glæde mig over sejren. Der går lige et par minutter, men så kan jeg grine af, hvor absurd en afslutning kampen fik. Og de 3 point luner gevaldigt i en tæt pulje!

Ca. 88 min. inde i kampen med en 2-0 føring ligner det en kamp, som er død og begravet. Sekunder senere har vi efter to skæve afleveringer i opspillet sendt en Skals-angriber alene mod vores eget mål. Keeper Magnus kommer ud af målet og begår straffespark. Han modtager samtidig et gult kort.


Målscorer Lucas Bertelsen runder her Skals-målmand Nicklas Kristensen. Arkivfoto Fjends Cup.

Modou overtager målmandsposten, men må se straffesparket gå i mål. Så er der ellers panik før lukketid. Skals sender indlæg i feltet, og er tæt på at udligne efter klumpspil. Vi får endnu et gult kort, og slutter kampen 9 mod 11. Pyh – den gik denne gang, men det er en reminder om, at fodboldkampe aldrig er ovre, før der er fløjtet af. Indtil da var det ellers en rigtigt flot præstation af de gule, som til fulde lykkedes med gameplanen. Vi kender Skals fra Fjends Cup som et rigtigt godt fodboldhold, og aftenens kamp var ingen undtagelse. Det blev en tæt og intens kamp med få store chancer.


Christian Holmgren reducerede for Skals på straffespark. Arkivfoto Fjends Cup.

Første scoring til os falder efter ca. 20. min., hvor Modou med en lang aflevering finder Lucas bagerst i feltet. 1-0. Lucas var også tæt på at gøre det til 2-0, men bolden gik snært forbi stolpen.  Scoringen til 2-0 efter ca. 70 min. er en sand perle. Truppens yngste mand, August, bliver sendt i dybden hårdt presset af sin oppasser. Han trækker ind i banen, og skaber sig plads til en følt afslutning med venstre ben, som sender bolden helt op i målhjørnet. Fantastisk mål, fantastisk jubelscene – høj klasse!

Lidt ærgerligt at kampen nu bliver husket for den hektiske afslutning, for indtil da var det virkeligt en flot og kontrolleret præstation, som vi kan bygge videre på. August løb med titlen som man of the match, og “årets mål”-titlen ligger han også lunt i svinget til.

Weekenden byder på endnu en udebanekamp, når vi gæster Skive IK.”

-hp

Guldsponsorer: