Forårsklar i serie 3 – pulje 37

Forårsturneringen står for døren, og i mandagens udgave af Skive Folkeblad har sportsjournalist Michael Hjorth Jensen lavet det store overblik efter et rundspørge til de lokale trænere. Og netop serie 3, pulje 37 har avisen interesse, da 4 af de 7 hold er fra lokalområdet, nemlig Ørslevkloster, Stoholm, Mønsted og Sparkær. Det kan vist roligt kaldes en dynamitpulje på disse kanter.


Mønsted får mod forventning alligevel deres topscorer Kasper Henriksen (th) med i foråret. Han var ellers en tur i Skive IK for at prøve et højere niveau, men det blev kun til to træninger, inden han var tilbage i Mønsted. (Arkivfoto)

Overordnet er der optimisme at spore rundt omkring, måske lige bortset fra Stoholm, der iflg. træner Jesper Lindegaard har måttet sige farvel til en større gruppe spillere, blandt andet en flok med bopæl i Aarhus og tre, som prøver lykken i Højslev St.

Ellers har det virket til, at spillerne har trippet efter at komme i gang, og tilgangen til træning har været fin rundt omkring. Der er dog stor forskel på, hvor meget der er blevet spillet af træningskampe. Flest har Sparkær fået med 4 kampe (alle vundet), mens Mønsted (sejr) og Stoholm (nederlag) kun har nået en enkelt, inden de tørner sammen i morgen aften. Ørslevkloster har spillet 2, begge uafgjort.

Skive Folkeblad har gennem mange år haft fokus på de lokale målscorere, og avisen har da også spurgt trænerne, hvem de ser som en mulig topscorer i foråret. Her byder Mønsted-træner Jacob Sørensen ikke overraskende ind med Kasper Henriksen, der i efteråret scorede ikke færre end 36 mål i serie 4. Kasper Møller fra Sparkær var med 17 mål langt bagefter, men Poul Vistisen ser stadig Møller som et godt bud på en topscorer og nævner desuden Mads Trærup Johansen og Oliver Andersen som outsidere.

Jesper Lindegaard fra Stoholm mangler nok en decideret målmager men peger på Nicolaj Christensen, der scorede 4 mål i serie 2 i efteråret, “hvis han da ellers gider komme til træning”, som Lindegaard udtrykker det overfor Skive Folkeblad. Peter Ellebæk har i Rune Skovgaard et godt bud fra Ørslevkloster.

Stoholm og Mønsted tørner som sagt sammen onsdag aften i Stoholm, mens Sparkær Skærtorsdag tager imod Ravnsbjerg/Løgstrup. Ørslevkloster åbner 2. Påskedag ude mod Viborg Sdrm.

-hp

Guldsponsorer: