Fuldt hus til Nørremarken

NUGF Viborg har sat kursen tilbage mod serie 2 efter fredagens 7. sejr i 7 kampe. Denne gang en smal 1-0 sejr hjemme over et ekstremt defensivt Nørager/Rørbæk hold. Læs træner Kristian Skovborg Andersens kommentar til kampen:

“Så blev det Store bededag, hvor vi havde æren af at spille fodbold på denne sidste Store Bededag, så på alle måder var der lagt op til en historisk og minderig kampdag. I løbet af ugen havde vi arbejdet med små nuancer i vores spil, så vi kunne være bedst muligt rustet til modstanderen fra Nørager Rørbæk IF.

Til kampen havde jeg valgt at spare to af vores helt store offensive profiler Andreas Højgaard og Jens Jakob Lange for at kunne give lidt mere spilletid til andre spillere i truppen. Og det faktum at der kommer mange kampe på kort tid i den kommende tid, hvilket gør, at vi skal holde folk i gang og tænke lidt længere frem end blot den “næste kamp”. Vi gik ind til kampen godt forberedt og klar til at løse opgaven og bringe vores eget spil op på et så højt niveau, at vi kunne tage de tre point efter de 90 minutter.

I første halvleg er vi rigtig meget på bolden, og vores modstander står ekstremt lavt med alle spillere på egen banehalvdel. Vi har modvind i denne første halvleg, hvor vores pres og erobring af anden bolde er på et rigtig fint niveau. Vores modstander forsøger sig med lange bolde, der fint bliver afvist af vores bagerste fire. Efter 20 minutter får vi et frispark ude i venstre side, som Christoffer Kvist sender godt ind i feltet, hvor der opstår lidt tumult, så bolden ender ved Gustav Klith, der sikkert bringer os i front. Vi er i fuld kontrol gennem de første 45 minutter og skaber flere fine chancer i deres felt og vi har et stolpeskud lige inden pausen.


NUGF-profil Andreas Højgaard fik en kamppause og var ikke med mod Nørager/Rørbæk. Arkivfoto.

I pausen får vi talt om vinden, og at vi ville få den med os i de sidste 45 minutter, hvilket ville være en fordel. Efter pausen er kampbilledet lidt det samme som i første halvleg. Vi skaber stadig rigtig mange fine chancer, der ikke bliver omsat til mål. Vores modstander sende endnu flere lange bolde afsted, som vi flot bliver ved med af afvise. Efter 60 minutter får Andreas Henriksen et gult kort for at stopper deres forreste spiller. I den periode, hvor vi er i undertal, laver jeg et par taktiske indskiftninger og justeringer i vores formation, der gør, at vi stå deres pres godt imod. De sidste minutter bliver lidt hektiske, da de forsøger at få et straffe, som korrekt bliver afvist af kampens dommer.

Så ved slutfløjt kunne vi lade følelserne får frit løb efter en dejlig sejr, der i bund og grund var et mål eller to for lidt – men 1-0 tæller lige så meget som 12-0, og det føles alligevel fedt at hive en 1-0 sejr hjem og sætte endnu tre point ind på kontoen.

Vi er og har været et rigtig godt sted spillemæssigt gennem en meget lang periode, hvilket tabellen bekræfter. Med syv sejre i syv kampe viser vi, at vi på trods af en gennemsnitsalder på 19 år spiller med rutine og afklarethed i de aktioner, der er i kampene, og at vi i en lang periode har kunnet præstere rigtig fint. Nu vender turneringen, og vi skal ville arbejde endnu hårdere til træningerne og i kampene, der venter for at kunne holde vores niveau, der er skabt og ikke blot dumpet ned i vores andegården ved en tilfældighed.

Vi ser nu frem mod næste kamp, hvor ØK venter os på hjemmebane på fredag den 12.5.23.”

-hp

Guldsponsorer: