Glæde hos Ravnsbjerg/Løgstrup efter første sejr

Og det gik ud over Nørremarken, der på Ravnstrup Stadion søndag eftermiddag blev slået med 2-1. Dermed slap R/L af med det kedelig 0 i tabellen, og så længe bolden er rund, er alt muligt. Det var da også en glad træner Jeppe Agger, der var i telefonen dagen derpå:

  • Det var tiltrængt, men også fortjent. Vi spillede virkelig godt – især i 1.halvleg, hvor jeg mener, at vi kunne have lukket kampen med et par store tilbud. Omvendt kunne Nørremarken også have udlignet i slutningen af kampen, så vi er godt tilfredse med 2-1, fortæller Agger.

Han og kollega Henrik Schøler var ellers på arbejde op til kampen. Flere skader og en karantæne gjorde, at de måtte ty til hjælp fra rutinerede kræfter. Tidligere målræv Steffen Aaby tog i Rasmus Aggers fravær tjansen som målmand, og det gjorde han så godt, at han blev man of the match. Også Frank Tylstrup og Paul Obiefule bidrog.

Hjemmeholdet kom bedst fra start og førte 2-0 efter en halv time. Efter 10 minutter blev det 1-0 ved Paul Obiefule og 20 minutter senere 2-0 ved Oliver Dam-Jensen. Nørremarken reducere i 2. halvleg med godt 20 minutter igen.


Agger (tv) og Schøler fik deres første sejr som trænere for R/L

Med sejren er der lige pludselig kun 3 point op til Stoholm og Nørremarken, der dog har nogle kampe i hånden, men Jeppe Agger kan godt læse stillingen.

  • Det giver da et godt rygstød med sådan en sejr, og vi har da ikke opgivet endnu. Nu tager vi en kamp af gangen, og ser hvad det bliver til. Vi kommer med oprejst pande, og jeg tager hatten af for det spil, de unge leverer. Jeg kunne se, at vores træning bærer frugt, og det er jo dejligt, slutter Jeppe Agger.

Nørremarkens træner Kurt Mogensen mente, at hans spillere undervurderede modstanderne, og så får man ikke noget foræret.

  • De skabte kampen de første 55 minutter, men derfra var det mere eller mindre et langt pres for en udligning, som desværre ikke kom. Ikke ligefrem et resultat, vi havde råd til, men jeg må rose vores modstander, der spillede klogt, fortæller Kurt Mogensen til fjendscup.dk.

-hp

 

Guldsponsorer: