Humøret tilbage hos Ravnsbjerg/Løgstrup

Ravnsbjerg/Løgstrup overvandt hurtigt skuffelsen over sidste weekends nederlag til Skals. Lørdag blev det til en 2-0 sejr over Bjerringbro på Løgstrup Stadion. Vi har modtaget følgende fra træner Michael Skals:

“Efter sidste uges frustrerende kamp i Skals, så var presset fra nedrykningsstregen igen kommet op til overfladen, da vi lørdag tog imod Bjerringbro IF på et solbeskinnet og velbesøgt Løgstrup Stadion. Rammerne var i den grad i orden, og dem var vi heldigvis på dagen i stand til at matche med vores indsats.

Udekampen i Bjerringbro 12 dage forinden havde givet os en sund respekt for Bjerringbros offensiv, som i mine øjne er rækkens absolut bedste. Så det var et lidt mere afventende og defensivt indstillet RIF/LGIF-hold end normalt, der startede kampen op. Den lidt uvante tilgang gav lidt startproblemer i en meget livlig åbning på kampen, hvor først Lucas Carlsen uden held kom alene igennem, og sekunder senere var en Bjerringbro-angriber igennem på en friløber.

Chancerne var mange i starten af kampen og også med overvægt til Bjerringbro-siden, som dog var enormt uskarpe foran mål. Efterhånden, som kampen skred frem, fik vi bedre og bedre styr på defensiven, og også omkring det 30. minut tog vi føringen, da et energisk løb fra Lasse Fog endte med en aflevering til Simon Borup, der fra kanten af feltet sikkert satte føringsmålet ind.

2. halvleg formede sig meget som 1. med Bjerringbro meget på bolden, mens vi forsvarede os dygtigt og hele tiden lurede på omstillinger. Et spark udefra på stolpen, blev det tætteste, Bjerringbro kom på mål, og ellers blev det kun til nogle tilfældige små muligheder efter standardsituationer.


Steffen Bundgaard (th). Arkivfoto Fjends Cup.

Midt i halvlegen blev føringen så fordoblet, da Steffen ”Burns” Bundgaard, blev sat perfekt op i venstresiden af Gustav Lange og stensikkert sendte bolden uden om den fremstormende Bjerringbro-målmand. Jublen var stor over Burns’ længe ventede første mål i hele 2018…

Herefter blev udeholdet mere og mere desperate i deres forsøg på at skabe chancer, men de mange lange fremlægninger mod RIF/LGIF-målet endte i de fleste tilfælde hos tilbagevendte Kenneth Andersen i målet eller bag baglinjen, hjulpet på vej af den vind Bjerringbro havde i ryggen i 2. halvleg. Sejren kom dermed aldrig rigtigt i fare, og med en disciplineret indsats kunne vi sætte 3 point på kontoen, og dermed definitivt kunne jage nedrykningspøgelset på porten.

Slutfasen bød i øvrigt også på et bemærkelsesværdigt comeback til tidligere Løgstrup G&IF-anfører Alex Lønstrup Kristensen, der efter næsten 6 års fravær var tilbage på Løgstrup Stadion.

Kampens RIF/LGIF’er blev Steffen Bundgaard, der i ferieramte Rasmus Dudecks fravær leverede en fremragende indsats på den centrale midtbane.”

Guldsponsorer: