Løgstrup med sikker sejr i Rødkærsbro

Løgstrup kom sejrskurs igen med en sikker 4-0 sejr lørdag over Rødkærsbro. Træner Steffen Aaby har sendt denne rapport fra kampen:

“Lørdag middag skulle der rettes op på den dårlige præstation i Kjellerup. Det skulle gå ud over Rødkærsbro. Inden kampen blev der snakket om, at udtrykket var det vigtigste. Man skulle kunne se sulten, viljen og gejsten tydeligt. Det lykkedes heldigvis og holdet satte sig fra start på spillet.

Rødkærsbro spillede meget direkte og bragte mange spillere frem på banen. Det udnyttede LGIF i en omstilling efter 12 minutter. Bolden blev spillet op på Gustav, der vendte rundt og sendte Oliver P. i dybden. Oliver svigtede ikke og 1-0 på tavlen.

Kort efter fangede LGIF igen Rødkærsbro højt i banen. Denne gang var det Thomas Øster, der i øvrigt spillede en fantastisk kamp, til at udfordre. Ingen kunne fange ham, før nødbremsen blev trukket. Det gav et straffespark og korrekt gult kort til Rødkærsbro forsvareren.
Tilbagevendte Mikkel Riis hamrede sikkert bolden ind under overliggeren og 2-0 på tavlen.


Thomas Øster – dagens bedste hos LGIF. Arkivfoto.

Viljen var virkelig til stede og det gav til tider også rigtig godt spil. Holdet var i kontrol og gav ikke chancer væk. Efter 37 minutter var Øster igen på spil. Denne gang i højre side, hvor han snørede et par mand og lagde den perfekt på tværs til Oliver P., der let kunne score sit andet mål i kampen til 3-0. Det var nogle frustrerede Rødkærsbro spillere, der til tider brugte mere tid på brok end fodbold. Så LGIF kunne cruise en sikker føring til pause.

Pausen blev brugt på at snakke om at fortsætte. Tempoet skulle holdes oppe, så man ikke lukkede modstanderen ind i kampen igen. Tempoet blev ikke helt holdt oppe som ønsket, og koncentrationen blev der også slækket lidt på. Dog var holdet i kontrol, og Victor i kassen viste også, at han var med, da han hev et par stærke redninger frem i løbet af halvlegen.

Et enkelt mål blev det også til. Gustav Bertelsen fik bolden perfekt i dybden af Øster, men brændte i første omgang den store chance. Han var dog hurtigst og stærkest over riposten, som med låret blev skovlet i mål til 4-0.

En super præstation af hele holdet, der virkelig viste vilje, gejst og lyst, som var det vigtigste på dagen. Fremhæves skal Thomas Øster, der virkelig var i hopla med to assists og et fremtvunget straffespark. Prikken over i’et havde været et mål på en af de chancer, han også havde i kampen.

Næste kamp er på lørdag, hvor det gælder Ans på udebane kl. 13:30.”

-hp

Guldsponsorer: