Løgstrup byder til i toppen

Med mandag aftens 2-0 sejr over bundholdet fra Ans lagde Løgstrup sig tilrette på førstepladsen i puljen. Siden da er der dog sket det, at Ans har meldt afbud til lørdagens kamp mod Sdr. Rind/Vinkel, der så pt. indtager førstepladsen. Træner Steffen Aaby har sendt denne rapport fra mandagens kamp:

“Mandag aften var der igen fodbold på programmet for de unge Løgstrup drenge. Den gode præstation i Rødkærsbro skulle følges op mod bundholdet fra Ans.

Inden kampen blev der snakket om ikke at undervurdere opgaven, da modstanderen i det første opgør havde scoret tre mål og vist ganske gode takter. Undervurderet blev opgaven heller ikke. Holdet satte sig massivt på kampen fra start, og allerede i det fjerde minut blev det 1-0. Bolden endte lidt tilfældigt ved anfører Mikkel Riis, der tog en hurtig beslutning og hamrede på kassen fra ca. 25 meter. Bolden strøg op i krydset, og så var kampen i gang.


Anfører Mikkel Riis gik forrest og scorede et flot mål. Arkivfoto.

LGIF blev ved med at spille med højt tempo, og til tider kunne Ans ikke følge med. Det gav mange gode muligheder og chancer, men en rigtig stærk keeper præstation i Ans målet gjorde, at stillingen fortsat var 1-0.

Ans forsøgte sig med meget direkte spil, men forsvaret med Steffen Albrektsen og Kristian Tange havde helt styr på sagerne. På nær en enkelt situation, hvor Tange var nødt til at lave et professionelt frispark, der korrekt gav et gult kort. De 10 minutter i undertal udløste dog ikke de store chancer til Ans, og så kunne holdet gå til pause foran 1-0.

Koncentrationen skulle holdes i anden halvleg, og så skulle der scores på nogle af chancerne. Det blev der dog ikke rigtig. LGIF sad stadig tungt på spillet, men chancerne blev ikke udnyttet. Derfor var der også lidt nervøsitet på bænken.

2-0 målet kom heldigvis. Dog først efter 80. minutter. Øster, der igen spillede en rigtig flot kamp, blev sendt afsted i dybden, og her svigtede han ikke. Han lagde sikkert bolden i mål på friløberen, og så var kampen endelig afgjort.

En god præstation med for få mål, men endnu et clean sheet, hvilket helt sikker kan tages med på positiv siden, og nu ligger holdet pludselig på 1. pladsen, da resultaterne i weekenden flaskede sig for holdet.

Næste kamp er lørdag kl. 13:30, hvor KK07 kommer på besøg til topkamp på Seier Park.”

Guldsponsorer: