Løgstrup fik revanche mod VFF

1-3 nederlaget i turneringens første kamp blev eftertrykkeligt revancheret, da Løgstrup mandag aften hjemme vandt med 3-0. Læs træner Steffen Aaby’s referat:

“Mandag aften var der igen hjemmekamp for Løgstrupdrengene, der tog imod VFF. Sidste uges skuffende nederlag skulle vaskes væk. Præstationen var god, men resultatet var ikke som fortjent.  Det første opgør mellem de to hold var endt med et 3-1 nederlag til LGIF i en kamp, hvor man havde fornemmelsen af at være det bedste hold. Derfor var det også med god optimisme, at holdet gik ind til kampen.
Løgstrup startede også i et højt tempo. I oplægget var der blevet aftalt at presse hårdt på for at se, hvad VFF kunne. Den plan lykkedes rigtig godt. Der blev lagt et hårdt tryk på VFF med flere gode muligheder til følge, og stillingen kunne nemt have været 3-0 til Løgstrup efter 15 minutter.  Kun enkelte gange var der optræk til muligheder i den anden ende. Det blev dog afvist af forsvaret.
Efter 34 minutter kom Mathias Andie på banen. Han indledte sin kamp med et godt raid i højre side. Hans afslutning blev halvklarer af målmanden, men Rasmus Dudeck var først på riposten, og så var stillingen meget fortjent 1-0 til Løgstrup efter 35 minutter.  1-0 var også stillingen ved pausen, der blev brugt på at snakke om at fortsætte med at trykke på, så kampen kunne lukkes.

Rutinerede Rasmus Dudeck var på plette to gange for Løgstrup. Arkivfoto.
VFF startede lidt bedre efter pausen og blev mere spilstyrende. Det blev dog aldrig rigtig farligt, og de småting der var, tog Victor Bonnerup sig sikkert af. Efter 60 minutter skulle endnu en indskiftning vise sig at give pote. Mikkel Kjær var netop kommet på banen i midterforsvaret. Han indledte med at vinde den første duel suverænt. Herefter førte han bolde frem kom til en afslutning, der igen blev halvklaret af målmanden, og denne gang var det Christian Vestergaard, der var først på riposten og let kunne gøre det til 2-0.
Nu var Løgstrup for alvor i kontrol. VFF havde bolden meget, men holdet stod solidt på banen og afviste sikkert de muligheder, der opstod. Kun en enkelt gang efter en dødbold var det rigtig farligt. En VFF spiller stod helt fri på bagerste stolpe, men han headede heldigvis forbi mål. Løgstrup lurede hele tiden på kontramuligheder, og netop dette lukkede kampen endegyldigt. Gustav Bertelsen erobrede bolden midt på banen og førte den frem. Her fandt han Rasmus Dudeck i dybden, der sikkert lagde bolden i mål til 3-0. Vi er dog glade for, at VAR ikke eksisterer i serie 3.
3-0 blev kampens resultat, og der var stor tilfredshed i omklædningsrummet efter en meget stærk præstation over hele linjen, hvor alle bød sig til. Kun skarpheden kunne ønskes større. Havde den været det, kunne det være blevet rigtig grimt for VFF.
Nu ser vi frem til fredag, hvor Ulbjerg kommer på besøg kl. 19:00.”
-hp

Guldsponsorer: