Løgstrup holder trit med Stoholm i toppen

Løgstrup har lagt op til et sandt topopgør mod Stoholm efter deres 2-0 sejr i Skive mandag. Læs træner Steffen Aaby’s kommentar:

“2. påskedag var det endelig tid til fodbold igen. Turen gik til Skive, og en sejr var påkrævet, så der kunne holdes trit med Stoholm i toppen.

En svær bane og en hård blæst på tværs af banen gjorde arbejdsforholdene svære. Det blev fysisk og med mange dueller midt på banen. Løgstrup var dog dominerende, og kun meget sjældent var Skive i nærheden af forsvarszonen. De helt store chancer udeblev, men der blev kæmpet for det, og inden kampen blev der snakket om at være tålmodige. Tålmodighed skulle der til, da man havde fornemmelsen af, at LGIF var det bedste hold, men den sidste skarphed manglede. 0-0 ved pausen.


Thomas Øster stod for oplægget til Løgstrups første mål. Arkivfoto.

Den blev brugt på lidt små justeringer, og de viste sig at gøre spillet en smule bedre. Løgstrup fik i starten af 2. halvleg spillet bedre med bolden, hvilket også skabte gode muligheder. Der skulle dog et hjørnespark til for at sikre føringen. Thomas Øster sendte bolden i feltet og efter noget klumpspil dukkede Steffen Albrektsen op, og via overlæggeren fik han bolden i kassen.

Efter målet kom der en smule mere ro på. Kun manglen på skarphed gjorde, at der stadig var spænding i kampen. Nævnes skal Sebastian Uhre, der brændte en dobbeltchance midt i halvlegen. Et gult kort til Steffen Albrektsen kunne have skabt noget spænding, men holdet stod godt, og så kunne Sebastian Uhre lukke kampen i sidste minut.

Clean sheet og endnu en sejr giver selvtillid. Så nu ser vi frem til topopgøret på fredag mod Stoholm. Her skal det for alvor vise sig, hvor vi som hold står.”

-hp

Guldsponsorer: