Løgstrup-spillerne skuffede efter 2-2 i Skals

Løgstrup vendte tilbage til serie 3 med uafgjort i Skals. Læs referat fra træner Steffen Aaby:

“Med en kamp i Skals startede vores tilbagevenden til serie 3 med et på papiret ganske godt resultat på udebane mod Skals. Det var dog en flok meget skuffede Løgstrup spillere, der sad i omklædningsrummet efter kampen.

Inden kampen blev der snakket om, at vi skulle ud og spille med, når mulighederne for der var der, og i andre perioder skulle vi acceptere, at Skals var på bolden, og så skulle vi forsøge at spille uden den store risiko nede bag ved. Den plan lykkedes rigtig langt hen ad vejen, hvilket udmøntede sig i en rigtig fin start på kampen, hvor det blev til et par fornuftige muligheder.

Men så skete det, der ikke skulle ske. Nede bagfra blev der spillet lige frisk nok rundt. Bolden blev ikke clearet og Skals erobrede bolden lige uden for feltet. Herefter var det nemt at finde en Skals angriber lidt ude i højre side, der sikkert gjorde det til 1-0. Der var spillet 18 minutter.

Drengene arbejdede dog videre og spillede i perioder rigtig god fodbold. Specielt højre siden med Søren Riis og tilbagevendte Kristian Hvorslev skabte udfordringer for Skals holdet.

Det var også herfra bolden efter 40 minutter gennem gode kombinationer endte i venstre side, hvor Arne Brent afsluttede, målmanden kunne kun halvklare, og derfor var det nemt for en vågen Rasmus Dudeck at sende bolden i et tomt mål.


Arne Brent van der Veen (sort). Arkivfoto.

En fair udligning lige inden pausen. Løgstrup var dog ikke tilfredse. Lige inden dommerens sidste fløjt gik Jens Jacob med i spillet fremad banen. Bolden blev igen sendt fra højre mod venstre. JJ snittede bolden videre til Arne, der vippede den videre til Lucas Carlsen. Han sendte bolden helt ud til den venstre opstander, og så stod der pludselig 2-1.

I pausen var der fokus på at stå godt på banen. Der blev lagt op til en stram organisation, og så skulle man leve på kontra. Den plan blev virkelig fulgt til punkt og prikke. Skals havde bolden, men formåede aldrig rigtig at blive farlig. Den største chance tilfaldt Arne Brent på en kontra. Han slap igennem, men blev presset til at bruge det lidt svagere højreben, så keeperen fik reddet afslutningen. På det tidspunkt manglede der ca. 10 minutter.

Et minut inde i dommerens tillægstid skete det, der bare ikke skulle ske. Et langt indkast blev sendt ind i feltet. Bolden fik lov at hoppe forbi et par Løgstrup spillere og endte ved en Skals spiller, der med en halvkikset afslutning fik sendt bolden i mål til slutresultatet 2-2.


“Veteran” Sune Laursen spillede en stor kamp. Arkivfoto

En rigtig ærgerlig afslutning på kampen for et stærkt fightende Løgstrup. Frustrationerne blev ikke mindre af, at Skals spilleren med de lange indkast konsekvent løftede den ene fod på disse kast, men uden indgriben fra dommeren.

Rigtig træls at tabe to point så sent i kampen, men der var mange opløftende momenter i præstationen som vi tager med videre til næste kamp på fredag mod Borup.

Kampens LGIF’er blev fortjent Peter Møller, der spillede en stor kamp i midterforsvaret. Nævnes skal også Sune Laursen, der spillede en stor kamp på den defensive midtbane.”

-hp