Mønsted fortsætter det gode spil

Efter Mønsteds 7-0 sejr over KK07 i torsdag, skulle de røde lørdag vise, at de mener det alvorligt, for her var modstanderen på papiret en helt anden, nemlig Ravnsbjerg/Løgstrup. Men den nød knækkede Mønsted også på fornem vis med en sikker 6-1 sejr. Kampen blev dog skæmmet af et direkte rødt kort til R/L’s Mikkel Mackenhauer allerede efter 13 min., men det skal ikke tage glansen af Mønsteds sejr, for de leverede igen en stærk indsats med godt spil.

Martin Egsgaard (herover) bragte Mønsted foran 1-0 efter 14. min., men det lykkedes dog R/L at udligne i undertal efter 22 min. da Mønsteds unge målmand Gustav Jønsson fumlede et hjørnespark fra Simon Borup i eget net. Inden da havde han dog haft to flotte indgreb på friløbere fra Ravnsbjerg/Løgstrup, og målet fik jo ingen betydning i den sidste ende.


Mønsted-målmand Gustav Jønsson får ikke fat i Simon Borups hjørnespark.

Kristian Svendsen bragte Mønsted foran 2-1 efter 28. min., og Kasper Henriksen sørgede blot tre min. senere for en pauseføring på 3-1. I 2. halvleg gik der 25 min., inden der igen kom gang i scoringerne. Mads Langhoff øgede til 4-1 efter 59 min. og storebror Sune til 5-1 i det 62. min samt Frederik Jensen i 69. min. lukkede kampen.

Ravnsbjerg/Løgstrup-træner Sune Laursen:
En meget fortjent sejr til Mønsted, som kom med vilje, hårdhed og tempo – alt det manglede vi. Vi er skuffede og kede af det, men forhåbentlig kan vores unge hold lære af det her. Vi skal bruge de to sidste kampe på at komme i form, og forhåbentlig kan vi vaske skuffelsen af os allerede på tirsdag.

Mønsteds trænerduo Jacob Sørensen og Niels Erik Kristensen:
En kamp hvor vi spiller præcis, som vi skal. Godt at se, at vi kører på, selvom vi er foran og bliver ved med at gøre de ting, vi har snakket om. Vi er nu meget glade for, at vi er nået frem til den første semifinale i 8 år.

-hp

Guldsponsorer: