Mønsted “smadrede” Spøttrup Motion

Bortset fra 10-15 minutter i 1. halvleg lignede oprykkerne fra Spøttrup Motion en flok motionister, da de på Balling Stadion tog imod Mønsted onsdag aften. De kunne slet ikke følge med fjandboerne, der tog hjem med en på serie 3-niveau uhørt sejr på 12-1.

Kasper Henriksen åbnede scoringen efter 9 minutter, og det var også ham, der lukkede og slukkede til 12-1 med 8 minutter igen. Imellem disse to scoringer kom Martin Harritz på tavlen med 4 mål, Mads Langhoff-Jensen med 3, Morten Harritz, Magnus Jade Overgaard og Aksel Hansen med hver 1.


Martin Harritz (tv) blev Mønsted-topscorer med 4 mål. Arkivfoto.

Pausestillingen var 6-1 til Mønsted, og den smule spænding, der kom i kampen, var da Spøttrup reducerede til 1-2 midt i 1. halvleg og derefter havde et frispark på stolpen. Ellers sad Mønsted på det hele.

  • Vi spillede godt og fik dem til at løbe, så det endte jo med, at de blev kørt over. Især vores midtbane med en ustyrlig Mads Langhoff-Jensen kunne de slet ikke stoppe, fortæller træner Jacob Sørensen til fjendscup.dk.

Næste kamp for Mønsted er hjemme næste onsdag den 18. august mod Herrup.

-hp

Guldsponsorer: