Mønsted tog de første point fra Ørslevkloster

I en tidlig kamp lørdag eftermiddag på et solbeskinnet stadion i Ørslevkloster med mange tilskuere delte de to tophold i puljen point ved at spille 2-2. Et resultat, som både Mønsted og ØK vel kan være tilfredse med, selv om begge hold havde muligheden for en afgørelse.

Hjemmeholdet startede bedst og satte sig på kampen den første halve time, men så fik Mønsted fat og kom frem til flere farlige hjørnespark. Men så slog ØK pludselig kontra, og topscorer Rune Skovgaard scorede efter et par træk efter 33 minutter. Glæden varede dog kort, for kun et par minutter senere havde Morten Harritz udlignet or Mønsted, da han slap fri af forsvaret og afdriblede målmand Jack Lund Larsen.


Morten Harritz på vej mod udligning til 1-1. Assist fra Kasper Henriksen.

Anden halvleg blev en lige affære med meget spil på midten, men også med tilbud i begge ender. Midt i halvlegen holdt Gustav Jønsson Mønsted inde i kampen, da han modigt gik ud og blokkerede Dennis Rasmussen på en friløber. Lidt senere fik Kasper Henriksen to gode muligheder, men skarpheden mangler for topscoreren lige nu.

I stedet kom ØK foran på en foræring i Mønsted-forsvaret. Gustav Jønsson så til at have fat i bolden, men Nicolaj Jensen ramlede ind i ham, så bolden trillede hen for fødderne af Peter Skovgaard, der havde let ved at score. Var dette mål en foræring, så var Mønsteds udligning bare to minutter senere så sandelig også.


Gustav Jønsson i målet og i midten Nicolaj Jensen. ØK’s nr. 11 er Dennis Rasmussen.

En høj bold udefra hoppede over målmanden og på overliggeren, og mens han og ØK-forsvaret stod og kikkede, faldt bolden ned for fødderne af Kasper Henriksen, der denne gang ikke kunne undgå at score. Mere blev det ikke til, og dermed havde Mønsted som det første hold i foråret taget point fra topholdet.

Mønsted-træner Jacob Sørensen har denne kommentar:

“En fremragende holdindsats, hvor taktikken bliver fulgt til punkt og prikke. Med lidt mere held og skarphed kunne vi godt have taget 3 point men helt fair, at den ender 2-2. Stor ros til drengene for en rigtigt god i indsats”.

-hp

 

Guldsponsorer: