NUGF-træner tilfreds med snæver sejr

NUGF-træner Kristian Skovborg Andersen var tilfreds efter torsdag aftens 3-2 sejr i Mønsted. Læs hans kommentar:

“Torsdag aften var træningen byttet ud med kamp, hvilket gav et lille mentalt stød i forhold til en “normal” uge, og der var flere spillere, der  lige skulle have det passet ind i forhold til arbejde og skole. Optakten blev lidt anderledes end normalt, hvilket gjorde, at vores normale rutiner før kampstart blev brudt. Ydermere havde vi en spiller, der vred om, på foden? på vej hen over banen inden opvarmningen på en banen med ufattelig mange huller og langt græs. Så inden kampstart var der pludselig mange opgaver, der skulle løses, for at vi kunne komme i gang.

Jeg var klar over, at vi med sådan en optakt var nødt at spille os til en form for klarhed og parathed i kampens indledning, hvilket jeg gjorde klar for spillerne. Mønsted bringer meget fysik ind i kampen, og vores spændingsniveau er ikke præcis, hvor vi ønsker det i de første 10 minutter af kampen. Den manglende kalibrering af holdet viser sig efter 9 minutters spil, hvor vores målmand Martin Hald Pedersen kommer for aggressivt ud i en ufarlig bold på mållinjen og giver dommeren muligheden for at dømme et straffespark, som Mønsted omsætter til mål.


Driblestærke Andreas Højgaard voldt Mønsted problemer i kampens forløb. Her jagtes han af Brødrene Langhoff-Jensen – Mads (tv) og Sune.

Derefter synes jeg, vi kommer fint ind i kampen og skaber mange gode momenter offensivt, hvilket resulterer i mange fine scoringsmuligheder, der ikke bliver omsat. Mønsted er, som vi talte om inden kampen, farlige på omstillinger i mod os. Vi får dog fint afvist de muligheder, Mønsted forsøger at sætte op i løbet af 1. halvleg, hvor vi i perioder er lidt i ubalance rent defensivt og mangler klar kommunikation internt i fire back-kæden.

Efter 24 minutter får vi kredit for vores mange fine offensive aktioner da Casper L. Mortensen får udlignet til 1-1 på et rigtigt angriber mål. Vi går til pause med 1-1 og bruger pausen på at fokusere på de mange gode offensive aktioner, der gør, at vi skaber scoringschancer kontinuerligt gennem 1. halvleg. Vi har også fokus på at holde hovederne kolde og ikke falde i den fælde at bliver overtændte og komme til at “dumme” os ved at komme i undertal på baggrund af gule kort.

Jeg synes, vi bygger på i løbet af 2. halvleg, hvor vi er stærke i duellerne og ikke trækker os eller viser svaghed. Der er mange tacklinger, som vi går flot ind i og ikke lader os intimidere af de mange frispark, der bliver begået mod os, hvilket viser mod og styrke hos de unge gutter i sort og gult.

Efter 59 minutter får vi det mål, som jeg synes, vi søger kontinuerligt fra 2. halvlegs start. Andreas Højgaard sender et frispark fra lang afstand i kassen, hvilket hjælper holdet til at finde endnu flere kræfter frem. Vi bliver ved med at søge mulighederne for endnu en scoring, hvilket giver poter efter 74 minutter, hvor Casper L. Mortensen scorer sit andet mål til 3-1.


Casper Lyngholm Mortensen (nr. 7 i sort) blev dobbelt målscorer.

Vi har rigtig mange gode angreb og skud mod mål henover de 90. minutter, og det bekræfter statistikker efter kampen os i, hvor vi sender 16 skud afsted mod Mønsteds mål og selv modtaget 6 skudforsøg fra Mønsted. Jeg synes egentligt, det bekræfter kampbilledet i forhold til chancer og spilovertag i en kamp med god intensitet og mange gode dueller. Stemning mellem holdene var fin, hvor der blev givet og taget med et “ godt fodboldhjerte”, så for tilskuerne må det have været en fed kamp at se.

Til sidste kommer Mønsted på 2-3, og det gør jo, at de kom lidt tættere på, hvis vi udelukkende ser på måltavlen, og det er den, der tæller efter 90. minutter uanset spil og chancer. Vi skaber nok chancer til at have skabt en større føring i løbet af 2. halvleg, men den skal ind over stregen, før den tæller.

Det var dejligt da slutfløjtet lød, og vi kunne tage de 3 point med hjem fra et besøg på en svær udebane, hvor forholdene var mere til Mønsteds fordel end vores. Vi viser endnu engang, at vi kan spille på andre underlag end kunsten, selv om vi jo helst vil spille på et plant underlag og ikke en bane med huller og langt græs, der gør spillet langsomt og skaber for mange tilfældigheder.

Der er en modenhed på holdet, der ikke matcher dåbsattesterne, hvilket er et ekstra lag vi har bygget på hen over det sidste halvår, hvilket drengene skal have stor kredit for. Efter kampen var vi alle rigtig glade over de 3 point, og om vi vinder 12-0 eller 3-2 er egentlig ikke vigtig, så længe vi gør det, som vi gerne vil, og det gør vi langt hen af vejen i dag. Uanset sejernes størrelse kan den alligevel kun udløse 3 point, så dem tager vi gerne og gør klar til næste kamp, hvor Nørager/Rørbæk venter på hjemmebane.”

Se flere billeder

-hp

Guldsponsorer: