Ny storsejr til Sparkær over Højslev St.

Torsdag aften havde Sparkær ingen problemer med at storsejre 7-2 i den udsatte kamp mod Højslev St. Sparkær sad godt og grundigt på kampen fra start, og kom foran allerede i det 6. minut, da Steffen Berg – normal målmand, men i aften markspiller på grund af en dårlig finger – flot sendte bolden i mål med et skud udenfor feltet.

Det satte gang i Sparkær, og allerede 3. min. senere scorede Daniels Brøns et smart mål med hælen bag om støttebenet efter flot forarbejde af Frederik Andersen i højre side. Herefter kom Højslev mere med i kampen uden dog at blive farlige foran mål. Når de fik plads, spillede de faktisk godt, men så snart, de blev presset, var de usikre nede bagved.

Sparkær kom igen i teten, og efter en halv time kom Daniel Brøns igen på tavlen, og i det 41. min. fuldførte han sit hattrick, da han afdriblede et par Højslev-folk i feltet og sendte bolden i mål. Hermed en sikker pauseføring, som ikke var et mål for meget – tværtimod.


Daniel Brøns (tv)var her og der og allevegne torsdag aften, og blev klart Sparkærs “man of the match”. Her scorer han frækt med hælen til 2-0.

2. halvleg kunne ikke helt leve op til underholdningen i første. Sparkær fortsatte dog det målsøgende spil og kom foran 5-0 ved Kasper Møller i det 53. minut efter frispilning af Daniel Brøns, og i det 62. minut blev det 6-0 ved Oliver Andersen. Herefter kom der en masse ind- og udskiftninger, og det gav en lidt rodet afslutning.

Højslev reducerede efter 81 min. direkte på frispark, men Malthe Thomsen øgede til 7-1 på et flot indlæg af Michael Hansen, inden Højslev nok engang scorede direkte på frispark i 87. min. De to frispark var gæsternes farligste forsøg, og de blev sparket godt ind uden chance for Anders Holm i målet.

Med sejren holder Sparkær liv i muligheden for en 2. plads, men kan ikke selv afgøre det, da Hersom/Bjerregrav skal sætte point til, hvis det skal lykkes. Nu venter Poul Vistisen og holdet spændt på, om de skal spille lørdag mod Eastside, som har til vane at melde afbud i sidste øjeblik. Vistisen var godt tilfreds med det, han så i aften:

  • Vi går ud og holder vores aftaler og følger gameplanen i 90 minutter. Vi var dygtige og tålmodige i vores opspil, og når vi satte fart på, kunne Højslev ikke være med. De scorede dog to gode mål på frispark, men det var vel også det, de havde i den kamp. Nu håber jeg på, at vi kommer til at spille lørdag mod Eastside, for vi har brug for den kamp, inden vi næste lørdag møder ØK hjemme, lød det fra Vistisen. efter kampen.

Se flere billeder

Se highlights

 

Guldsponsorer: