ØK er ude efter playoff

Så gik den ikke længere for Ørslevkloster i serie 2, der ellers har været eksperter i playoff kampe de senere år. Lørdag eftermiddag kom de til kort over for et godt spillende serie 3 hold fra Tarm, der kunne juble efter en tæt kamp og en smal 1-0 sejr. Det blev fejret med fyrværkeri m.m. på sidelinjen efter kampen – ja, de indledte faktisk også kampen med et par affyringer.

Omvendt var der ikke så meget krudt i “Krudt”s ØK-mandskab, da det hele skulle afgøres. Første halvleg var lidt en rodet affære med sporadiske chancer i begge ender. Tarm var tættest på, men ØK havde også et farligt hovedstød, der gik lige forbi. Der blev fightet godt og tacklet igennem af begge hold, men indenfor reglerne.


Lynhurtige Simon Rasmussen (tv) voldte Tarm’s forsvar besvær, og han var tæt på at score i 2. halvleg.

Tarm kom bedst ud til anden halvleg, og allerede efter 5 min. måtte Markus Beyer hive den første af flere gode redninger frem. Men efter 19. min. burde Simon Rasmussen have bragt hjemmeholdet i front, men han skød over et blankt mål. Så var det gæsterne fra Tarm der 5 minutter senere satte det afgørende mål ind. Frederik Bøndergaard Jakobsen driblede sig fri midt for ØK’s mål, og med et flot skud fra kanten af feltet sendte han bolden i mål uden chance for Markus Beyer i målet. Det var tæt på 0-2 kort efter, men bolden blev sendt over mål.


Markus Beyer (grøn nr. 1) havde flere gode indgreb i feltet.

Med godt 10 min. igen ragede Kasper Totte sig et gult kort til efter brokkerier, og det var ikke særlig smart i en afgørende kamp. Men trods 10 mand, var det ØK, der pressede på for en udligning, som aldrig kom. Omvendt trak gæsterne sig lidt tilbage og kunne ikke slå kontra med en afgørende scoring. Men især på baggrund af 2. halvleg må gæsternes sejr siges at være i orden.

Dermed må ØK en tur ned i serie 3, og det var der ikke en kæmpe skuffelse at spore hos spillere og træner over. Nu er det så spændende, hvilke lokale hold, der kommer sammen i serie 3 til efteråret.

Se flere billeder

-hp

 

Guldsponsorer: