Optakt til semifinaler

Det blev i sandhed en rigtig traditionel Thriller-Tuesday med gang i den på begge baner og spændende kampe. Det lokale fodboldpublikum bakker fortsat solidt op om denne den 38. udgave af Fjends Cup, så det er en sand fornøjelse.

Det var særdeles tæt på Thriller-Tuesday, for der var to uafgjorte dyster, og de sidste to matcher blev afgjort med et enkelt mål. Nu ved vi så, hvilke 4 hold, der er kommet videre til finalerunden samt hvilke 4 mandskaber der skal spille placeringskampe fredag.

Skals – Mønsted
SFF’erne sluttede deres puljespil af med en remis mod naboerne fra Borup. Det gav Skals-holdet puljens 1. plads, og dermed møder de Mønsted, der fik 2. pladsen i pulje 2.


Mønsteds trænerduo Jacob “Døgner” Sørensen og Niels Erik Kristensen tror på en sejr over Skals.

Skals har set meget solide ud, og indledende blev det til indiskutable gevinster på henholdsvis 4-0 og 3-0 over først Feldborg/Haderup og dernæst værterne fra Sparkær. Men tirsdag blev mandskabet udfordret i naboopgøret, men det forhindrede dog ikke ”De Grønne” i at få et point og dermed 1. pladsen. Målscoreren hedder dermed flotte 8-1, og holdet undgår heller ikke favoritværdigheden i torsdagens semifinale, der er en gentagelse af 2010-semifinalen. Dengang tabte Skals med 1-2 til Mønsted, og det betød en historisk Fjends Cup-finale mellem Stoholm og Mønsted det år – en finale stoholmerne i øvrigt vandt 4-2. Skals kan spille sig i sin 8. finale, hvis holdet formår at overvinde Mønsted, og 4 gange er mandskabet røget helt til tops i den traditionsrige sommerturnering.


Der er tvivl om Skals-profil Christian Holmgren (grøn) til kampen mod Mønsted, men ellers er Skals tilbage ved fuld styrke.

Men Mønsted vil gøre alt for at snuppe finalepladsen, og det vil så være MIF’ernes første finale siden den førnævnte 2010-Fjends Cup. Derudover er det første gang siden 2012, at Østfjends-klubben kommer i finalerunden, så det er gode tider for klubben netop nu. Puljefinalen mod naboerne fra Stoholm blev tabt med knebne 0-1 på Thriller-Tuesday, så derfor ryger holdet videre fra puljens 2. plads. Trænerduoen Niels Erik Kristensen og Jacob ”Døgner” Sørensen har haft et fremragende Fjends Cup hidtil, og der drømmes om en finaleplads på de kanter – det skal der ikke herske tvivl om. Foreløbig er første mission nået – nemlig en plads i finalerunden – måske bliver det i år, at MIF’erne får slukket Fjends Cup-tørken, da seneste triumf daterer sig tilbage til 1999.

Stoholm – Borup
En gentagelse af 2016-finalen hvor Borup lidt overraskende triumferede med en 1-0 sejr, og nu står de to klubber altså over for hinanden i semifinalen i 2020-udgaven.

Stoholm kom for anden gang i Fjends Cup-historien i den eksklusive klub for hold, der ikke indkasserer mål i det indledende puljespil, for via 2-0 + 6-0 + 1-0 sikrede Casper Drensborg altså ”clean sheet” – det har stoholmerne prøvet en gang før, og det var tilbage i 2003. Nu gælder det så semifinalen for 13. år i træk, og SIF er forsvarende mestre, da det i slutfasen lykkedes at besejre Skals i sidste års slutkamp. Jesper Lindegaard og co. blev dog markant udfordret af Mønsted på Thriller-Tuesday, og det vil ganske givet ske igen mod Borup torsdag aften – vinder Stoholm, kommer klubben i sin 16. finale.


To aspiranter til topscorerprisen – Nicolaj Christensen, Stoholm (tv) og Kasper “Speedy” Henriksen, Mønsted

Men det vil Borup naturligvis gøre alt for at forhindre. Klubben deltager i Fjends Cup for 6. gang i år, og det er 2. gang, at BIF’erne kommer i finalerunden – sidst det skete, strøg holdet som tidligere nævnt helt til tops tilbage i 2016. Husmandsholdet kom videre til finalerunden med 4 point, og det imponerende comeback mod hjemmeholdet fra Sparkær på åbningsaftenen blev nøglen til succes for Niels Klausen – det resultat sammenholdt med den uafgjorte dyst mod naboerne fra Skals betød, at lørdagens nederlag til Feldborg/Haderup ikke kom til at koste.

-ALJ

Guldsponsorer: