Så ruller seriefodbolden igen – men ikke i Skive Folkeblad

Åbent brev til redaktionen på Skive Folkeblad:

Så ruller seriefodbolden igen

Ja, det gør den heldigvis rundt i omegnens fodboldklubber. Men i Skive Folkeblad ruller fodbolden ikke længere i serie 3. Det kan vi se i lørdagens udgave af den lokale avis, hvor optakten til forårets turnering kun omfatter JS, serie 1 og serie 2. Vi har erfaret, at det også gælder kommende referater fra kampene, som ellers har været en fast del af sportsredaktionens dækning af fodbold i avisens dækningsområde.

Det synes vi, er skammeligt! Og hvorfor denne prioritering? Det kan vel næppe være arbejdsmængden, der tynger, for masser af oplysningerne er tilgængelige på klubbernes egne medier eller via et kort telefonopkald. Og det kan vel heller ikke være ud fra sportslige hensyn i et forår, hvor der i avisens dækningsområde er 6 klubber i serie 3 – Mønsted, Sparkær, Ørslevkloster, Højslev St., Skive IK og Roslev. Ikke for at forklejne Vinderups oprykning til serie 2, men lokalopgør i serie 3 er da mindst lige så interessante at læse som deres kampe i serie 2 mod hold fra Thy og vestkysten.


ØK mod Sparkær i foråret 2022.

Så kære Ole Dall – er det en spareøvelse? Så kan det godt gå hen og give bagslag, for lige netop Skive Folkeblads tidligere så flotte dækning af seriefodbolden har for os – og sikkert andre – været en væsentlig faktor for at fastholde et mangeårigt abonnement!

Avisen gør ellers meget ud af ”at være hele egnens lokalavis”, og det er Skive Folkeblad på mange måder, men lige her rammer I ved siden af målet. Rundt omkring kæmper de små lokalsamfund for at bevare skoler og dagtilbud, og en velfungerende fodboldklub/idrætsforening er med til at brande området og måske tiltrække nye beboere. Der er mange gode historier i de lokale fodboldkampe! Og spillerne følger med i, hvad der står i avisen om mandagen.

Timingen er da også helt skidt. For andet forår i træk har en lokal grøn virksomhed – Vinkel Bioenergi – smidt et flot sponsorat i ”Vinkel Bioenergi Liga”, som er en turnering i turneringen mellem de 4 lokale serie 3 hold fra Højslev St., Ørslevkloster, Mønsted og Sparkær. En oplagt mulighed for Skive Folkeblad at følge med i.

Så spark til bolden igen i serie 3 – det her er en ommer!

Venlig hilsen

Joan Skovgård
Fodboldformand
Ørslevkloster IF
Hans Peter Johansen
Formand
Sparkær IF

Guldsponsorer: