Skydetelt i Feldborg/Haderup-nederlag

Det blev en målrig affære, da Feldborg/Haderup søndag var på besøg hos Herning Fremad. 4-3 blev resultatet, og iflg. FHIF-træner Benny Simonsen var 1. halvleg atypisk i forholde til tidligere kampe.

  • Alt hvad der ramte målet i begge ender gik stort set ind, og de havde en fysisk stærk angriber, som endte med at blive vores onde ånd, da han scorede 3 mål, fortæller Benny Simonsen.

Allerede i det første minut gik det galt, da omtalte angriber scorede til 1-0. Det rystede de gule en smule, men midt i halvlegen fik Rasmus Lago Henriksen udlignet, og så følte Simonsen, at FHIF var godt med.

Men ud af ingenting scorede hjemmeholdet til 2-1 og 3-1 i løbet af et par minutter, inden Lucas Bertelsen fik reduceret kort før pausen. Så der var i sandhed gang i målscoringen før pausen.


Lucas Bertelsen – dobbelt målscorer. Arkivfoto.

Feldborg/Haderup kom godt ud til 2. halvleg, og Lucas Bertelsen var igen på pletten efter 55 min., da han opfangede en løs bold i feltet. Herefter bølgede det frem og tilbage, inden “den onde ånd” med 10 min. igen satte sig igennem og scorede sejrsmålet til 4-3. Feldborg/Haderup jagtede en udligning, men det blev ikke til de helt oplagte chancer.

  • Herning viste, at de er et tophold, men med lidt medgang kunne vi godt have fået et point. Det er lidt ærgerligt, at vi nu i de seneste tre kampe kun har fået 2 point, for jeg mener, vi kunne have haft flere. Når det er sagt, så har vi vist, at vi kan klare os mod alle hold i puljen, og nu skal vi gerne have 3 point næste gang mod Borbjerg, som vi ikke kan tåle at tabe til, vurdere Simonsen.

Den kamp spilles lørdag i Bording.

-hp

Guldsponsorer: