Smal Sparkær-sejr i de brændte chancers kamp

Det var top mod bund, der mødtes på Sparkær Stadion lørdag eftermiddag, da Spøttrup Motion var på besøg og måtte rejse hjem med et knebent 1-2 nederlag. Det blev tydeliggjort lige fra kampens start, da Sparkær pressede på fra første fløjt, og efter kun to minutter måtte der en dobbelt redning på målstregen til for at forhindre en scoring til hjemmeholdet.

Det var især på dødbolde efter hjørnespark og indkast, at Sparkær gang på gang var farlige, men på godt målmandspil og mirakuløse redningen på stregen lykkedes det gæsterne at forhindre bolden i at komme over stregen før pausen. 4-5 gang blev bolden blokkeret på stregen, og så var det alligevel ved at gå galt, da Anders Holm efter et kvarter var tæt på at lave selvmål.


Anders Holm var tæt på et selvmål i første halvleg, men blev senere matchvinder.

Gæsterne stod godt bagude, især deres bagerste mand kom i vejen for meget, men de skabte ikke en reel målchance i den anden ende. Så 0-0 ved pausen var et misvisende og skuffende resultat for hjemmeholdet.

Og det skulle blive endnu værre for topholdet efter pausen. Efter et hjørnespark til Sparkær i det 54. minut kom tre Spøttrup-spillere i en kontra alene med Martin Bøge. Han kunne ikke forhindre, at de spillede sig til en åben chance, som Frederik Hylleberg i Sparkær-målet ikke havde en chance for at tage. Hylleberg erstattede en afbudsramt Bjarne Have, og han havde ikke meget at lave, men var sikker og viste nogle fine indgreb i luften mod slutningen af kampen, hvor Spøttrup kom mere frem.

Bagud 0-1 var det ligesom, at Sparkær-spillerne blev tændt, og i den sidste halve time virkede Spøttrup-spillerne trætte efter kamp både tirsdag og torsdag i denne uge. Der skulle dog lidt af en genialitet til for at skaffe udligningen. Nicki Rasmussen kom fri i feltet, og han spillede fladt på tværs til Oliver Andersen, der med hælen drejede bolden i mål.


Sparkær havde utallige indlæg og dødbolde, men kun en enkelt gav pote. Her ses f.v. Oliver Andersen, Anders Holm, Nicki Rasmussen og Anders Schmidt.

Så blev der sat tryk på kedlerne, og chancerne kom i en lind strøm, inden Anders Holm blev matchvinder med et kvarter igen, da han headede et hjørnespark fra Oliver Andersen i mål. Efterfølgende burde Sparkær have lukket kampen helt på nogle mega store chancer, men det skete ikke, og så var gæsterne farlige på et par indlæg i slutminutterne, men her var Frederik Hylleberg på plads.

  • Det var en mærkelig kamp at overvære. De skaber reelt kun en chance, som de scorer på, mens vi vel brænder ti. Men i dag var to mål nok til at vinde, og den slags kampe er vigtige. Vi har nu spillet 7 kampe, vundet 6 og spillet 1 uafgjort og scoret 25 mål mod 8, og det er absolut mere end godkendt for første halvdel af turneringen, fortalte Poul Vistisen til spillerne efter kampen.

Han så matchvinder Anders Holm løbe med flest stemmer efter kampen, men der var også stærke præstationer af Bo Pedersen og Nicki Rasmussen på midtbanen, hvor de tog de nødvendige slagsmål i en kamp, hvor dommer Michael Pedersen lod spillerne spille fysisk, uden at nogen gik over stregen.

Næste kamp er også hjemme på lørdag kl. 13.30 mod Nordvestmors.

-hp

 

Guldsponsorer: