Sparkær fortsætter med at vinde

Det var ikke ventet, at nyoprykkede Sparkær efter 3 kampe skulle indtage førstepladsen i puljen med 9 point og en målscore på 10-0. Men det er fakta efter aftenens 3-0 sejr over Viborg FF, og der kan ikke indvendes noget som helst mod det efter forløbet af de 3 kampe.

For det var hjemmeholdet, der sad på kampen, og stort set holdt gæsterne fra chancer. Især i første halvleg viste Sparkær-spillerne noget af det bedste spil, de længe har præsteret krydret med et par flotte mål. Der blev arbejdet hårdt både fremme og på midtbanen, og VFF-erne fik aldrig ro til at opbygge noget, bortset fra en enkelt gang.


Daniel Brøns jubler over 1-0 målet sammen med Patrick Nielsen (8).

Der skulle dog gå 22 minutter, inden Daniel Børns med et brag af et langskud, der tog underkanten af overliggeren og gik i mål til 1-0. Og så var hjemmeholdet i gang. Blot 2 minutter senere gjorde Kasper Møller det til 2-0 tæt under mål, hvor han opfangede bolden.


Kasper møller jubler over scoringen til 2-0 – th. Bo Pedersen, der havde hovedet på bolden, inden scoringen.

Efter 34 minutter havde VFF deres eneste alvorlige chance i kampen, men den var til gengæld stor. De spillede godt igennem Sparkær-forsvaret, og en helt fri angriber sendte bolden over mål fra tæt hold. Minuttet efter lå bolden så i deres eget net, da Patrick Nielsen med hovedet forlængede et udspark, hvorefter Kasper Møller fra lang afstand hamrede bolden i mål uden at målmanden reagerede.

Dermed var kampen reelt lukket, og det blev da heller ikke til flere scoringer. Muligheder var der dog flere af – i slutningen af 1. halvleg spillede Kasper Møller på tværs til Patrick Nielsen, der tæt under mål ikke kunne passere målmanden. Efter pausen var der store muligheder til Kasper Møller, Oliver Andersen og Nicolaj Andersen, men ind ville bolden ikke.

Viborg FF fik mere spil efter pausen og havde bolden meget. Men de blev aldrig farlige, og Bjarne Have i målet havde ingen problemer med at afvise de tilløb til chancer, der var. Til gengæld burde Sparkær have cementeret sejren, men koncentrationen svigtede. Det var der igen råd til, og holdet skal have ros for en helt igennem flot indsats, selvom der i 2. halvleg ind imellem blev sløset lidt i både forsvar og angreb.

Jacob Bødker (med bolden – th Michael Hansen) fik spilletid, og det samme gjorde Steff Søholt Johansen på en aften, hvor Poul Vistisen blandt måtte se bort fra Nicki Rasmussen og Martin Bøge. Men bredden er i orden, og for tredje kamp i træk stillede Sparkær med en ny opstilling i forsvaret.

Træner Poul Vistisen var da også fuld af lovord efter kampen:

  • Det eneste negative, jeg kan sige, er, at vi skal score på vore chancer, men igen i aften var der råd til at brænde de store. Jeg synes, vi spiller rigtig godt og passer godt på vores mål. Det bliver ikke så kønt i 2. halvleg, men det vil jeg godt tage lidt på min kappe, for spillerne blev i pausen bedt om at holde lidt igen, da vi skal spille igen allerede fredag. Og det gjorde de fornuftigt, konstaterede Vistisen.

Og fredag går turen så til Låstrup, hvor Borup venter kl. 18.30.

Stemmerne gik i aften til Daniel Brøns, der ud over et perlemål igen var motoren på holdet, både tilbage, på midten og fremme.

-hp

Guldsponsorer: