Sparkær sikker på andenpladsen

Lørdagens kamp mod HVA Sydthy var kampen om andenpladsen i puljen, efter at Mønsted i aftes sikrede sig førstepladsen og oprykning til serie 3. Derfor er andenpladsen vigtig, for de 12 bedste toere rykker direkte op i serie 3, mens de øvrige toere får en play off kamp mod nr. 6 i en serie 3 pulje.


Kasper Møller åbnede scoringen efter 5 minutter. Foto: Jacob Mackenhauer Drensborg.

Sparkær lod ingen tvivl tilbage om, hvem der skulle have den andenplads, for i løbet af de første 10 minutter var stilingen 3-0. Kasper Møller åbnede allerede efter 5 minutter, da han fik frit løb mod målet. Det blev 2-0 ved Oliver Andersen efter 9 min. direkte på frispark begået mod Daniel Brøns, og minuttet efter blev Mads Trærup Johansen spillet fri af Kasper Møller til 3-0.


Daniel Brøns scorer til 4.-0. I baggrunden lillebror Tobias Brøns. Foto: Jacob Mackenhauer Drensborg.

Der kom flere chancer mod et ikke alt for stabilt forsvar hos udeholdet, men først efter 33 min. blev det 4-0 ved Daniel Brøns efter forarbejde af lillebror Tobias. Gæsterne havde ikke meget at byde på i angrebet, og kun nogle sløsede afleveringer i Sparkær-forsvaret gav nogle muligheder. Men alvorlige chancer blev det ikke til.


Anders Holm bliver holdt godt nede ved et hjørnespark, men dommerens fløjte var tavs.

Det gjorde det endnu mindre efter pausen, hvor HVA Sydthy vel kun havde et eller to skud inden for Nicki Rasmussens målramme. Til gengæld kunne/burde Sparkær havde scoret et par mål mere ud over det flotte mål, som Oliver Andersen satte ind allerede i starter af halvlegen. Efter flot opspil i højre side lagde Daniel Brøns indlægget, som blev hamret i mål fra kort afstand.


Mads Daa Vistisen (th) og resten af forsvaret havde ikke meget at se til.

Mere blev det ikke til målmæssigt, men hjemmeholdet havde fuldstændig styr på kampen, og Poul Vistisen benyttede overtaget til at bruge alle tre indskiftninger i løbet af 2. halvleg. Sparkær mangler nu to kampe mod Sallingsund og Vinderup, og fuld gevinst i de to kampe burde være nok til en placering blandt de 12 bedste toere.

Der var mange gode præstationer på Sparkær-holdet i dag, men helt outstanding var Daniel Brøns, der sled og slæbte og var med i de fleste opspil. Han blev da også præmieret af medspillerne med langt de fleste stemmer efter kampen. Træner Poul Vistisen havde set frem til kampen, og han var bagefter meget tilfreds med det, han så:

  • Jeg roste spillerne for en flot kamp, hvor vi var skarpe på de første chancer, vi får. Og det var afgørende at få den føring efter bare 10. min. Jeg ved godt, at tilskuerne gerne ville have haft flere mål, og chancerne var der også, men jeg lægger vægt på, at vi bevarer roen hele kampe og spiller godt rundt og får skabt chancerne. Jeg synes, vi står stærkt til de to sidste kampe, som vi skal vinde. Og ja, Daniel Brøns spillede noget af det bedste, jeg har set ham længe, sagde Vistisen efter kampen.

Se billeder fra kampen.

-hp

Guldsponsorer: