Sparkær sluttede godt af

Værterne fra Sparkær brugte fredag aften til vaske skuffelsen over den manglende deltagelse i slutspillet af med en fin indsats og en sikker sejr på 5-1 over Ravnsbjerg/Løgstrup.

Det startede ellers skidt, og R/L kom foran allerede i det 2. minut, da Sparkær-forsvaret stod og sov og ikke greb ind, så Marcus Iversen let kunne score. R/L sad derefter godt på spillet, og Sparkær virkede ikke ikke helt klar.

Det blev de, og efter 19 min. headede Christoffer Sørensen et godt indlæg fra Christoffer Holm i mål. Og blot 3 min. senere blev Oliver andersen sendt afsted, afdriblede målmanden og scorede sikkert.

Det tog lidt lysten af Ravnsbjerg/Løgstrup-spillerne og Sparkær fik pludselig plads på midtbanen, og derfra styrede de kampen. Inden pausen måtte Sparkær dog skifte målmand, da Bjarne Have fik et hårdt spark over knæet, men Anders Holm udfyldte rollen flot og havde kort efter indskiftningen et flot redning.


Daniel Brøns (tv) ar scoret til 3-1 og lykønskes af Mads Daa Vistisen og Christoffer Sørensen. I midten dommer Jannik Vinther.

Lige efter pausen havde indskiftede Michael Hansen en mega chance for score til 3-1, men få meter fra stregen skød han over mål og et par minutter senere ramte han overliggeren med en flot flugter. Det var et varsel, for efter 52. min. var Daniel Brøns på stikkerne, da målmanden tabte bolden, og 5 min. senere øgede Oliver Andersen til 4-1 på et godt gennemspillet angreb. Martin Holm sluttede af med et kvarter igen, da han nærmest tacklede bolden i mål med stor energi.


Unge Malthe Thomsen fik chancen i 2. halvleg og gjorde et fint indhop med gode løb på kanten og indlæg.

Sparkær-træner Poul Vistisen:
En god Fjends Cup!. Fin afslutning fra vores side, og det var meget vigtigt for os at slutte som nr. 5 og hive en sejr med til første turneringskamp næste fredag. Flere spillere fik chancen i aften og alle bød rigtig fint ind. Sejren kan der ikke pilles ved, vi fik pladsen til at spille på og udnyttede det godt.

R/L-træner Sune Halkjær Laursen:
Vi taber fortjent til Sparkær i dag. Det blev dog lige et mål eller to for meget. Vi starter egentlig kampen godt, men Sparkær æder sig ind i det. Kampen bar præg af, at der ikke var noget at spille for. Vi havde svært ved at finde tænding og gnist – noget som Sparkær altid har, og indimellem lever på. Fjends Cup blev ikke, som vi havde regnet med, men vi har som altid været glade for at være med. Så tak for en fremragende turnering endnu en gang. Vi håber på, at vi næste år møder op i en bedre forfatning, hvor vores meget unge spillere har fået mere hår på brystet.

-hp

Guldsponsorer: