Sparkærs scoringsproblemer fortsætter

Problemerne fra træningskampene med at få omsat chancerne i mål fortsatte, da sparkær søndag eftermiddag gæstede Nordvestmors på banen i Øster Jølby og tog hul på forårsturneringen. Bedømt på chancer burde Sparkær være rejst hjem med 3 point, men det blev kun til et enkelt via resultatet 1-1.

1. halvleg var meget jævnbyrdig med en nogenlunde ligelig fordeling af spillet, dog med lidt overtag til hjemmeholdet. De blev dog aldrig farlige for alvor, men det var Sparkær to gange. Først var Tobias Brøns spillet helt fri i det ligge felt efter et kvarter, men han afsluttede lige på målmanden, men efter 25 min. var der gevinst.


Anders Schmidt (tv) blev Sparkærs målscorer. Bagerst ses Martin Holm.

Et godt opspil blev afsluttet, da Daniel Børns kom til baglinjen og sendte en flad bold ind foran mål, hvor Anders Schmidt dukkede op og drejede bolden i mål. Hjemmeholdet havde et par langskud, men der blev ikke scoret yderligere før pausen.

I pausen var Poul Vistisens råd til spillerne, at de skulle forsøge sig med nogle langskud i medvinden. De kom dog aldrig, men til gengæld udlignede Nordvestmors efter 12 minutter på et bragende flot langskud i det ene målhjørne.

Herefter sag hjemmeholdet på spillet i resten af kampen, og de spillede noget godt fodbold. Det kan man ikke sige som Sparkær, der slet ikke kunne få spillet til at hænge sammen, så derfor levede man på lange bolde frem mod Tobias og Daniel Brøns. Det gav da også 3-4 helt åbne muligheder, som burde være udnyttet. Det skete ikke, og så må man være tilfreds med det ene point mod en modstander, der spillede bedst, men ikke skabte ret meget.

Sparkærs 4-mandskæde bagude spillede en rigtig flot kamp, og der blev da også arbejdet for føden midt på banen, hvilket var med til at holde hjemmeholdet fra faddet. Sparkær gav debut til Frederik Sucksdorff, der er kommet til fra Eastside, og han leverede en godkendt indsats trods manglende kamptræning.


Debutant Frederik Sucksdorff – bagerst Tobias Brøns.

Træner Poul Vistisen kunne efter kampen godt have ønsket sig alle 3 point:

  • Igen burde vi have scoret flere mål, og det ville have givet de 3 point. De spiller bedre end os, men godt at vi ikke ender med at tabe sådan en kamp, for det ville være surt. Nu er vi på tavlen, og det skal nok komme, lød det fra træneren i omklædningsrummet.

 

 

Guldsponsorer: