Stoholms miniturnering kom fra land

Her mandag aften mødtes de fire andethold fra Stoholm, Sparkær, Mønsted og Borup i de første kampe i Stoholms miniturnering for serie 5 hold.

Turneringen åbnede med lokalopgør mellem Sparkær og Mønsted – to hold der også mødtes i juni måned med en 5-0 sejr til Mønsted. Men i aften fik Sparkær revanche, selv om de måtte ud i straffesparkskonkurrence, før afgørelsen faldt.


Sparkær udlignede til 1-1 på straffespark.

Mønsted kom hurtigt foran 1-0 på mål af Kasper Klarborg, men Mathias Thomsen udlignede efter 25. min. på straffespark. Kort før pausen bragte Claus Østergaard Mønsted i front igen på et flot frispark, men Anders Brøns fik udlignet efter 47. minutter.

Det var en jævnbyrdig kamp, hvor Sparkær havde bolden mest, og Mønsted var sjældne gæster ved Sparkær-målet i 2. halvleg. I de døende minutter kunne Sparkær have sikret sejren, men Muhamet Emeni drønede bolden på overliggeren.


Anfører Mathias Thomsen scorede på straffespark. I baggrunden lillebror Malthe.

Derfor måtte det hele afgøres på straffespark (almindelige), og her var Sparkær-spillerne lige en tand skarpere end Mønsted. Sparkær scorede på 5 mod Mønsted 4, og dermed endte kampen 7-6. Det betyder, at Sparkær spiller finale på torsdag kl. 19.20 mod Stoholm, der vandt 1-0 over Borup på et mål i 1. halvleg af Mikkel Søndergaard. Mønsted og Borup spiller om 3. pladsen kl. 18.00.

-hp

Guldsponsorer: