Stolpe ud for Sparkær

At fodbold kan være som dag og nat, blev bekræftet på Sparkær Stadion søndag eftermiddag, da SVIF var på besøg. Efter torsdagens flotte sejr i Nørremarken endte dagens kamp med et “smerteligt” nederlag på 0-2. Og for at bekræfte overskriften ramte Sparkær-spillerne træværket hele 8 gange i løbet af kampen, og hertil blev der brændt et straffespark og flere oplagte chancer. Men målene tæller, og de glade SVIF-ere fejrede sejren længe i det gode vejr, mens Sparkærs omklædningsrum hurtigt var tømt.

Spillerne var forståeligt skuffede, og de var da direkte uheldige med ikke at score, men når det er sagt, så må de også vende blikket indad. For de kom ud med en helt forkert attitude og indstilling til kampen, og det benyttede gæsterne sig af til at komme foran 2-0 inden for den første halve time. Begge gange  en lang bold, som fik lov at passere et passivt forsvar. Det blev bedre mod slutningen af halvlegen.


En af mange brændte chancer i 2. halvleg. Mads Johansen (10)er helt igennem, men skyder på målmanden, som i øvrigt stod godt i 2. halvleg.

Kasper Møller ramte træværket to gange inden for samme minut, og der blev skabt et væld af chancer, der kun blev til lige ved og næsten. Gæsterne havde reelt ikke andre afslutninger, end de to mål, og efter pausen havde de kun et enkelt skud inden for rammen. Dem havde Sparkær til gengæld en hel del af ud over de mange stolpeskud og-hovedstød. Og heller ikke et straffespark midt i 2. halvleg kunne Kasper Møller udnytte, og derfra anede man nok, at det ikke blev hjemmeholdets dag.


Anders Holm (th) fik flest stemmer efter kampen.

Den sidste halve time stod SVIF solidt bagude og forsvarede, og Sparkær var ikke skarpe nok til at ændre resultatet. Dommer Anders Harbo Jensen uddelte et gult kort til Sparkær’s Frederik Andersen efter 48 min. og til SVIF’s Ole Hansen efter 55. min. Anders Holm løb med flest Sparkær-stemmer efter kampen. Træner Poul Vistisen havde denne kommentar efter kampen:

  • Vi spiller ikke godt de første 35 min. Vi skaber chancer, men investerer ikke nok. Resten af kampen er jeg tilfreds med, men målet var som forhekset. I dag var et godt eksempel på, at vi skal være der 100 pct. for at være med, og det var vi ikke. Vi må rejse os mod Søndermarken.

Og den kamp er på lørdag kl. 16.00 på Liseborg.

-hp

Guldsponsorer: