Super start af Feldborg/Haderup

“Kæft vi elsker sejr”, stod der at læse på Feldborg/Haderups facebookside efter lørdagens turneringsåbner hjemme mod Sunds. 3-1 endte det med, og det passede i den grad træner Claus Højgaard.

  • Det var fedt. Vi var klart det bedste hold, men vi skulle lige finde os til rette på forårsbanen, der langt fra er jævn og til småspil, som vi gerne vil, fortæller Højgaard til fjendscup.dk.

Han måtte tilmed undvære to spillere med karantæne, men her trådte rutinerede Rene Bjerg Simonsen til med en stærk indsats i forsvaret. Simonsen har ellers delvist sat støvlerne væk, og er kun til disposition i nødstilfælde.


“Man af the match” Anders Frydendal Jensen. foto FHIF

De gule kom foran 2-0 inden pausen ved Per Julius Pedersen og Jens Lago, men et par minutter før pausefløjtet ragede Jonas Henriksen sig et gult kort til.

  • Indtil det gule kort havde vi spillet godt, men efter pausen havde vi svært ved at komme i gang, men da det endelig skete, var jeg ikke i tvivl om kampens udfald. Det blev en kamp med masser af nærkampe og afbrydelser, men vi var farlige, når vi fik sat spillet sammen, lød det fra en glad FHIF-træner lørdag eftermiddag.

Anders Frydendal Jensen slog sømmet i med scoringen til 3-0 efter 57. minutter, og gæsternes reducering kom først i tillægstiden, men det var et flot lop over Sandgaard langt ude fra.

FHIF skal i kamp igen lørdag ude mod FC Silkeborg.

-hp

 

Guldsponsorer: