Tætte kampe i pulje 2

Pulje 2 bød lørdag på to intense, jævnbyrdig og spændende kampe, der alt i alt betød, at kun Mønsted efter 1-2 nederlaget til Sparkær er ud af slutspillet. Ravnsbjerg/Løgstrup og Skals spillede 1-1 og ligger begge bedst til at gå videre, da de begge kan klare sig med uafgjort i den sidste kamp. Sparkær har stadig muligheden, men det kræver en sejr over de forsvarende mestre fra Ravnsbjerg/Løgstrup.

Ravnsbjerg/Løgstrup-Skals 1-1:
De to rivaler gav hinanden turneringens mest intense og dramatiske kamp, hvor dommer Flemming Jensen havde sit at se til. Spænding til sidste minut, to straffespark, som begge blev brændt og tre gule kort.

Herover to spillere, der kom i fokus i kampen, vel især Mads Købke fra Skals (grøn), der opnåede at blive målscorer, brænde et straffespark og begå et straffespark. Dudeck indkasserede et gult kort i en hektisk slutfase, hvor Matti Hansen først præsterede at brænde straffespark og senere 3 min. før tid sikrede R/L 1-1.

Herover har Nicklas netop reddet skuddet fra Matti Hansen – se video her.

Inden den intense afslutning havde tilskuerne været vidne til en kamp, som Ravnsbjerg/Løgstrup chancemæssigt var klart bedst og vel burde have afgjort til egen fordel. Og det på trods af, at de mistede deres anfører Sune Pallesgaard allerede i 1. halvleg med en knæskade (se omtale under “Har du hørt”).

Det var dog Mads Købke, der bragte Skals i front efter 40. minutter, og et kvarter senere brændte han så det straffespark, som målmand Rasmus Agger havde begået. Agger gjorde flot skaden god ved at parere Købkes skud til hjørnespark.

Skals-lejren erkendte, at R/L var de farligste i den kamp, men mente, at de stod godt på banen. 1-1 var derfor et godkendt resultat for de grønne.

R/L-træner Rasmus Dudeck var mere meddelsom efter kampen:

De brændte chancers kamp! Vi skulle have vundet 5-1, men vi var for uskarpe. skals kom ufortjent foran på en dødbold, og kort efter fik de straffespark. en kamp, som vi styrede. Skals havde ikke en reel chance.

Sparkær-Mønsted 2-1:
Naboopgøret blev en langt mere tæt og jævnbyrdig affære, end de fleste – herunder tipperne – havde forventet. Det endte med en smal 2-1 sejr til værterne, og om det var fortjent eller ej, er nok op til de øjne, der så på. Og det var mange, for der var godt besat af tilskuere på langsiderne. Fakta er dog, at det ligeså godt kunne være Mønsted, der havde trukket det længste strå, og Sparkær kunne i et par situationer i 2. halvleg takke målmand Flemming Sørensen (herunder) for nogle flotte indgreb.

Sparkær åbnede bedst og havde i starten et par nærgående forsøg, og en enkelt gang fik Kasper Møller bolden i mål, men dommer Flemming Jensen mente, at der blev begået frispark mod Christian Laustsen i Mønsted-målet.

Med 10 minutter til pausen skete der pludselig noget. Mads Langhoff-Jensen (herunder) bragte Mønsted foran, men minuttet efter var Nicki Rasmussen på pletten i den modsatte ende og sikrede 1-1 ved pausen.

Et lille kvarter efter pausen scorede Daniel Brøns det, der skulle vise sig af blive sejrsmålet. En høj bold sendt ind fra venstre side sejlede (måske hjulpet af vinden?) ind i det modsatte målhjørne uden chance for Christian Laustsen. Kun Brøns vil nok fastholde, at det var et skud på mål.


Mønsteds Sune Langhoff-Jensen har godt fat i Nicki Rasmussen. Bagved Sparkærs Kasper Møller og Mønsteds Niels Christiansen.

Mønsted gav dog ikke op, og i resten af kampen spillede de bedst og var farligst, blandt andet havde Aksel Clausen et skud på stolpen. Kasper Møller fik dog en enkelt mulighed for at lukke kampen efter et langt udspark, men han skød lige på Christian Laustsen.

Sparkær-træner Poul Vistisen:
En helt lige kamp set over 70 minutter. Vinden gav lidt svære betingelser, dog OK spil til tider, men liv ØW at vi igen giver et mål væk. Til gengæld står vores målmand en super kamp. Stort cadeau til Mønsteds unge spillere, der yder en god indsats. Nu ser vi frem til tirsdagens kamp, hvor en sejr er et krav for at spille torsdag aften.

Robert Overgaard, Mønsted-træner:
En kamp hvor vi havde fortjent at vinde. Vi spillede bedst, var på bolden, hvorimod Sparkær spillede på lange bolde. Men det var stolpe ud i dag, så vi må acceptere endnu et 1-2 nederlag.

-hp

Guldsponsorer: