Topkamp mellem Sparkær og Borup

Søndag kl. 14.00 tørner Sparkær og Borup sammen på Sparkær Stadion, og resultaterne indtil nu har maget det sådan, at begge hold deler førstepladsen med 7 point for 3 kampe.

De to hold og deres trænere kender hinanden ganske godt efter flere interne opgør de senere år. I foråret 2022 vandt Sparkær begge opgør efter tætte og jævnbyrdige kampe. Men hvor står holdene så nu?


Fra forårets kamp i Sparkær. Her har Mikkel Mackenhauer godt fat i Peter Lyngø Lund.

Borup startede med 1-1 i udlægget mod Højslev St., en ikke uheldig 3-2 sejr hjemme over Ørslevkloster og 7-0 over et stærkt afbudsramt Eastside hold. Sparkær startede ligeledes med 1-1 mod Skals, og derefter to sikre sejre over Hersom/Bjerregrav og Højslev St. Det kan være svært at sammenligne, men søndagens kamp vil vise holdenes indbyrdes styrke. De to trænere har følgende kommentarer til kampen:

Poul Vistisen, Sparkær:

  • Jeg så Borups kamp mod Ørslevkloster, og det var en rigtig god serie 3 kamp. Jeg forventer, at Borup gerne vil spille bolden rundt og forsøge at sætte sig på midtbanen. Det skal vi så prøve at forhindre, og her har jeg en plan, for jeg tror at kampen om midtbanen bliver afgørende. Det bliver en tæt kamp som altid mod Borup. Jeg har i efterårets første tre kampe hver gang måttet ændre på holdsammensætningen af forskellige årsager, og det sker igen på søndag. Men det betyder blot, at flere spillere kommer ind omkring holdet, og indtil nu har alle budt godt ind.

Kristian Kjær, Borup:

  • Vi glæder os meget til en kampen, fordi vi altid har nogle gode kampe imod Sparkær. Og så vil vi selvfølgelig også gerne revanchere forårets to nederlag efter et par jævnbyrdige kampe. Sparkærs omstillingsmaskine og farlige indlæg skal vi undgå, men ellers vurderer jeg kampen til at blive jævnbyrdig og spændende for det forhåbentligt talstærke publikum.

Helt undtagelsesvist har Karen lovet at tænde grillen efter kampen, hvis vejret tillader det, så hun kan servicere det forhåbentlige talstærke publikum fra både Sparkær og Borup. Sparkærs serie 5 spiller nemlig bagefter mod Ørslevkloster.

-hp

Guldsponsorer: