Udfordret FHIF-hold tabte i Silkeborg

Feldborg/Haderup fik med træner Claus Højgaards ord en forfærdelig optakt til lørdagens udekamp mod FC Silkeborg. Fredag kl. 16.00 meldte Anders Frydendal afbud på grund af sygdom, og kort efter ringede telefonen igen, da målmand Magnus Pape måtte melde fra efter en arbejdsskade. Men ikke nok med det, så havde Sebastian Sandgaard fredag aften spillet på serie 4 og var dermed låst. Det endte med, at Jonas Henriksen måtte tage målmandshandskerne på, og det var alt andet lige ikke optimalt.

De gule kom ellers godt fra start med en 1-0 føring i det 21. minut ved Per Julius Pedersen, men hjemmeholdet svarede hurtigt igen tre minutter senere. Det blev også 2-1 inden pausen efter en 1. halvleg, hvor Højgaard følte dommermodgang flere gange.


Per Julius Pedersen (gult) sørgede for FHIF’s enlige mål. Arkivfoto.

  • Ja, jeg synes ikke, trioen var heldige i flere kendelser. Ved deres 2-1 mål bliver Joachim Henriksen sparket ned i opspillet og må senere lade sig udskifte. Der burde vi have haft et frispark, men både dommer og linjedommer reagerede ikke, fortæller Claus Højgaard.

Efter pausen havde Morten Frederiksen bolden i mål til 2-2, men målet blev annulleret for off-side, en tvivlsom kendelse iflg. Claus Højgaard. FHIF-erne kom ikke for alvor tilbage i kampen, som FC Silkeborg lukkede med målet til 3-1 efter små 70 minutter.

  • Vi spillede ikke op til vores bedste, men vi havde altså også mange rokeringer på holdet. Vi fik ikke rigtig fodfæste og lavede for mange dumme boldtab på midten, som de var skarpe til at udnytte. Men de skal også have kredit for noget godt spil – de var gode, og der kan ikke rigtig siges noget til deres sejr, konstaterede FHIF-træneren.

Han kan nu se frem til en fri påske, da de gule er oversidder, fordi Silkeborg KFUM har trukket holdet, der var nedrykker fra serie 1. Så hurtigt kan det gå i seriefodbold i dag. Næste kamp bliver derfor først den 15. april ide mod Herning Fremad.

-hp

Guldsponsorer: