Unødvendigt nederlag til Sparkær

Sparkær kom ikke tilbage på sejrskurs lørdag eftermiddag, da holdet besøgte Liseborg for at møde Viborg Søndermarken. Det endte med et 2-3 nederlag, og selv om Sparkær-siden følte dommermodgang, så kan det ikke bruges som undskyldning.


Kristen Rind havde flere god indgreb i kampen. Her sammen med Nicolaj Broch Andersen.

Søndermarkens unge hurtige spillere startede bedst og testede tidligt i kampen Kristen Rind, der vogtede Sparkær-målet, men han nåede ned til bolden og fik parreret. Han stod i øvrigt en fin kam og kan ikke lastes for målene. Hjemmeholdet fortsatte med at presse på, og efter 13 minutter kom scoringen til 1-0. Sparkær slog dog tilbage bare fem minutter senere, da Kasper Møller headede et hjørnespark fra Oliver Andersen i mål.

Herefter sad Sparkær på kampen, og mellem det 25. og 30. minut burde/kunne Sparkær være kommet på 4-1. Her var Kasper Møller igen i centrum, for to gange inden for samme minut fik han afsluttet i det lille, men første gang å et SIK-spiller på stregen og derefter lige på målmand. Og kort efter var han uheldig med et hovedstød på overliggeren.


Kasper Møller (tv) når højest og pander bolden i mål til 1-1. Foran Asger Fjeldsted og skjult bagved Mads Trærup Johansen, der gjorde comeback efter sin skade i kampen mod Mønsted.

I stedet slog hjemmeholdet så kontra i det 32. minut, da Kresten Rind begik straffespark, som kostede et gult kort. Anders Holm tog målmandstrøjen men kunne ikke hindre SIK i at score. Sparkær fik dog fornyet håb i halvlegen sidste minut, da Kasper Møller igen kom højest og headede et frispark fra Oliver Andersen i mål.

2. halvleg var knap fløjtet i gang, da Mads Trærup Johansen fik et mål annulleret for farligt spil, en afgørelse de fleste havde svært ved at se, og i stedet scorede hjemmeholdet det afgørende mål efter 52 minutter, da en SIK-er blev spillet fri i venstre side af feltet.

Resten af kampen var ikke nogen nydelse set med Sparkær-briller. Der blev forsøgt at komme tilbage igen, men der var ikke meget plan over spillet, og mange bolde blev smidt væk. Mod slutningen følte de rød/hvide igen dommermodgang, da der ikke blev fløjtet straffespark til Kasper Møller, der blev hægtet i feltet. Men Sparkær skulle selv have lukket kampen, da de havde teten og mulighederne i 1. halvleg.

Ud over det gule kort til Kristen Rind, måtte også Asger Fjeldsted og Mads Daa Vistisen ud i 10 minutter i 2. halvleg, mens Søndermarken nøjedes med et gult kort i 1. halvleg. Kasper Møller blev Sparkærs “man of the match”. Træner Poul Vistisen kunne godt have bruget et point eller tre i den kamp:

  • Jeg synes, vi spiller en fin 1. halvleg, mens 2. halvleg bliver noget rod og på deres præmisser. De rammer målet 4 gange og scorer 3 mål, og havde vi haft den effektivitet, havde vi vundet den kamp. Jeg hæfter mig ved, at vi skaber en god 1. halvleg, og vi matcher fuldt ud Søndermarken. Det er bare ikke nok – vi skal til at have point igen, for det her kan vi ikke bruge til ret meget. Dommeren startede godt, men så havde han ikke styr på ret meget, og det er ufatteligt, at han ikke dømmer straffe til Møller til slut.

Tirsdag hedder det udekamp i Ravnstrup mod Ravnsbjerg/Løgstrup. Her skal hentes en sejr – ellers begynder det at se skidt ud.

-hp

Guldsponsorer: