VFF og Sparkær deler i kampen om andenpladsen

Der var topopgør i serie 3 lørdag eftermiddag, da Sparkær gæstede Viborg FF og denne gang fik lov til at spille på en rigtig græsbane! Regnen gjorde godt nok banen glat, og flere gange gled spillerne i det våde græs. Men begge hold var indstillet på at spille bolden rundt, og det blev en lige og intens affære mellem to gode hold. Med det uafgjorte resultat, står de to hold lige på andenpladsen med 11 point, mens Borup med 4-2 hjemme over Løgstrup har skabt et hul på 5 point.


Der var et længe ventet gensyn med Kasper Henriksen, der kom ind midt i 2. halvleg efter at have været ude med en langvarig skade fra en indendørs turnering i Feldborg.

To påpasselige forsvar gav ikke mange chancer væk, men Sparkær var trods alt mest nærgående og havde i første halvleg et par muligheder – den største til Daniel Brøns, der fik frit skud i feltet, men målmanden reddede helt nede ved den ene stolpe. VFF havde en god periode omkring den halve time, men blev ikke farlige, og halvlegen sluttede med et par hjørnespark til Sparkær.

Gæsterne kom da også bedst ud efter pausen og kort ind i halvlegen slap Asger Fjeldsted fri i det lille felt, men hans skud gik på tværs af målet fra en spids vinkel. Herefter havde Sparkær flere halve muligheder, mens hjemmeholdet ikke kom frem til noget særligt.


Asger Fjeldsted var igen på pletten med en afgørende scoring. I baggrunden tidligere træner Poul Vistisen, der agerede linjedommer.

Men så kom de alligevel foran 1-0 i en situation, hvor der ikke blev clearet godt nok i feltet, og hvor en VFF-er var hurtigst over bolden. Det skete i det 82 minut, og kort efter røg Mikkel Mackenhauer ud med gult, og så var det op ad bakke for de stribede. Men med 10 mand søgte Sparkær udligningen, og den kom i det 85. min. En fremlægning i feltet blev sendt på tværs af en VFF-spiller til en helt fri Asger Fjeldsted, der resolut sendte bolden i mål.

Herefter skete der ikke det vilde, og efter 6 min. tillægstid kunne dommer Lasse Lysdahl fløjte af, og det uafgjorte resultat kunne ingen af holdene for alvor være utilfredse med. Hos Sparkær var der tæt løb i afstemningen efter kampen med følgende resultat: Frederik Andersen 27, Asger Fjeldsted 26 og Kasper Holm 24.


Frederik Andersen.

Næste kamp er ude mod topholdet fra Borup, og den spilles fredag den 9. maj kl. 18.30.

Se flere billeder.

-hp

 

 

Guldsponsorer: