Stoholm-spiller og tidligere træner i både Stoholm og Søndermarken IK Morten Groth (herover) har taget initiativ til et spændende tiltag for fire Fjends Cup klubber i serie 3 – pulje 31. Det er Sparkær, Stoholm, Mønsted og Borup, som indgår i en intern turnering. Morten Groth skriver følgende til fjendscup.dk:

Jeg har fundet inspiration fra min gode ven Lars Nørskov fra Viborg Søndermarken, som ligeledes har lavet en dynamitpulje i deres lokale serie 2 pulje.

Vi vil meget gerne være med til at skabe fokus på seriefodbolden i lokalområdet, både for tilskuerne, sponsorerne og ikke mindst de lokale fodboldhelte, som hver weekend kæmper for klubbens logo og farver.

I en travl hverdag med skole og lektier for nogen, samt job og børn for andre, skal fodbolden være et frirum til at komme af med opbyggede frustrationer, hylde glæden og fællesskabet, som livet i en fodboldklub giver.

Derfor sætter vi ekstra krydderi og opmærksomhed på fodbolden i den lokale serie 3 række, pulje 31, som har hele 4 hold med fra det populære sommerstævne Fjends Cup. Vi vil lave en intern turnering i DBU Jylland´s turnering. Dvs. når to af ovennævnte hold spiller mod hinanden, tæller det i et internt regnskab. Hvert hold møder hinanden både ude og hjemme, hvilket giver 6 kampe i alt til hvert hold, og 12 kampe i alt.

Vi vil øge konkurrencen mellem holdene ved at finde en taber og vinder af hvert opgør. Som den vakse læser kan regne ud, kan en kamp under DBU sagtens slutte uafgjort (som stadig er gældende i DBU-turneringen). Men med inspiration fra ishockeyens verden, skal kampe ved uafgjort efterfølgende afgøres ved en straffesparks konkurrence.

Pointsystem
Sejr giver 3 point
Uafgjort giver 1 point
Nederlag giver 0 point
Vinder af straffespark giver yderligere 1 point. (Dvs. vinder man kampen fra pletten, får holdet 2 point med over i det interne regnskab).

Taberen af hvert opgør giver en god gammeldaws kasse øl fra boldklubbens cafeteria med 30 øl i, som SAMMEN deles af de to hold. Noget af det vigtigste ved serie fodbolden er efter kampen, hvor der hygges i omklædningsrummet, den traditionelle vindersang synges, og de hånlige bemærkninger falder i lind strøm i en god og kærlig tone! Imens øllene indtages, kåres den bedste spiller fra hvert hold af det modsatte holds cheftræner. Spilleren modtager en præmie fra en sponsor. Vi arbejder pt. med flere sponsorer omkring nogle lækre og brugbare herligheder!

Zwei Grosse Bier Bar i Skive bliver turneringens hovedsponsor. 1. pladsen i dynamitpuljen får 5000,00 på et gavekort som holdet kan benytte på Zwei Grosse Bier Bar i Skive. Herudover udlover Zwei Grosse spillerpræmier for 2500,00! Ulbjerg Fodboldgolf giver et gavekort på 2.000 kr. til 2. pladsen, således at hele truppen kan udfordre hinanden i præcision. Derudover giver Ulbjerg fodboldgolf 6 gavekort a 300 kr. som spillerpræmier. Som nævnt arbejdes der pt. på at finde flere sponsorater til yderligere præmieringer.

Som rosinen i pølseenden, har turneringen maget sig således, at den sidste spillerunde 17. juni kl. 13.00 består af kampene Mønsted – Borup og Sparkær – Stoholm. Vi arbejder derfor på at få lavet en fantastisk afslutning med diverse kåringer med holdmæssige og personlige præmier. Vi forventer at grille helstegt pattegris, servere fadøl til ALLE 4 hold, som tak for en forhåbentlig begivenhedsrig og fed dynamitpulje.

Håber alle 4 hold er klar til at bakke dette tiltag op, således vi kan give hinanden, tilskuerne, sponsorer og diverse nyhedsmedier noget at skrive hjem om.

Kampprogram

Stilling

Topscorerliste

Kampens spiller

Bisselisten

Præmier

Sponsorer