Heldet tilsmilede Stoholm

Held og medgang er en gang i mellem en nødvendighed, hvis der skal point på kontoen. Evnen består også i at opsøge det, og det lykkedes til fulde for SIF-Fodbold i serie 2 fredag aften. Her var der drama og neglebidende spænding helt til det 96. minut, hvor dommer Morten Møller – der i øvrigt dømte en fin kamp – fløjtede af til stor jubel for en godt besat tribune på Karlsen Arena i Stoholm.

Den store helt blev Jonathan Jul, der satte sig i gennem i det 94. minut, da han sprintede fra thyboernes forsvar og sparkede bolden i nettet. Det sørgede for en gedigen glæde på en aften, hvor det må have været en lang hjemtur for Koldby/Hørdum-spillerne, som nok med rette følte, at det ikke var et helt fair resultat.


Stoholms dobbelte målscorer Jonathan Jul i hvid trøje til højre. foto: Allan Vestergaard

Gæsternes store profil Uffe Skinnerup bragede ellers en helflugter ind bag Rasmus Højbjerg i det 89. minut, og her frygtede hjemmepublikummet, at det hele kunne blive smidt på gulvet, for udeholdet gik helhjertet efter sejren i den lange tillægstid. Men som nævnt tog Jul sagen i egen hånd og blev matchvinder i den absolutte slutfase, og det gav tre meget rare SIF-point.

Forud var gået et opgør, der spillemæssigt var forholdsvis lige, men hvor thyboerne ramte træværket intet mindre end fire gange. Blandt andet cirka midtvejs i 1. halvleg, hvor Koldby/Hørdum i samme sekvens testede både stolpe og overligger, og da så bolden røg i nettet i tredje forsøg, blev der dømt frispark til SIF-forsvaret.

Derfor kunne hjemmeholdet bringe sig i front med knap 10 minutter tilbage af 1. halvleg – Per Jensen sparkede et frispark mod mål, men en Koldby/Hørdum-spiller hævede armen og blokerede skuddet, og det gav straffespark, som Jonathan Jul sikkert udnyttede.


Stoholm-spillerne f.v.: Per Jensen, Rasmus Højbjerg, Martin Trankjær, Nicolaj Christensen, Kasper Henriksen, Thomas Serup Larsen og Morten Konradsen. Foto: Allan Vestergaard.

SIF havde – ud over de to scoringer – yderligere en meget stor chance, og den faldt efter godt en times spil. Jonathan Jul lavede alt forarbejdet, og så skulle Nicolaj Christensen ”bare” sætte læderet i nettet, og i sådanne situationer plejer Christensen at være kølig, men denne aften blev det derimod til en fæl afbrænder tæt under mål.

Således ebbede det ud, før det hele altså kulminerede i en dramatisk slutfase, hvor SIF som nævnt sikrede sig sejren. Hele SIF-holdet skal have ros for at vise en god indstilling og attitude, og det var også nødvendigt, for det var bestemt et godt modstanderhold, der var kommet på besøg. Undervejs blev der i øvrigt uddelt to gule kort – et til hvert hold – SIF’s ramte Emil Blingedal. I den kommende runde skal SIF på udebane møde SHN/Ulfborg, og det opgør fløjtes op kl. 18.00 ved Vestjysk Fritidscenter i Ulfborg på fredag d. 20. april.

-ALJ

Guldsponsorer: