I morgen går det løs – læs Jakobsens optakt til torsdagens kampe

NU går det endelig løs i denne den 36. udgave af Fjends Cup i året, der markeres som 35-års jubilæet, da den første Fjends Cup jo løb af stablen tilbage i 1983. Der er sket meget siden dengang, men sommerturneringen i Sparkær har uden sidestykke vist sig som den klart mest sejlivede af slagsen i gennem årene, hvor andre turneringer er kommet og gået.

Konceptet med de 8 klubber holder stadig, og selvom holdene naturligt nok er ramt af ferieafbud, så plejer der altid at være spænding helt frem til de afsluttende kampe, og sådan kommer det helt sikkert også til at gå i år.

Som noget helt nyt i år blev lodtrækningen vist live på nettet, og derudover var 7 ud af de deltagende 8 klubber repræsenteret i Sparkærs klubhus den aften, så alt gik reelt til. Det forhindrede dog ikke, at der på papiret – men måske kun på papiret – er en pulje der ser mere ”spændende” ud end den anden, hvis det er det rigtige udtryk. Hvis de forskellige holds indrangeringer i efterårets DBU Jylland turnering plusses med hinanden, så får pulje 1 tilsammen summen 14, mens det ”kun hedder 11 i pulje 2. Men nu har Fjends Cup i gennem mange år netop været kendt for at leve sit helt eget liv uden hensyntagen til placeringerne i DBU Jyllands turneringer, og hvorfor skulle denne den 36. udgave være anderledes?

Sædvanen tro følger vores optakt puljeinddelingen, og vi starter med den kamp, der først bliver fløjtet op til i pulje 1.

Stoholm-Borup
Denne dyst er en gentagelse af 2016-finalen, hvor Borup noget overraskende kom helt til tops. For 2 år siden skete det med en smal 1-0 sejr over stoholmerne, og meget tyder på, at de to klubber også i år vil byde hinanden op til en tæt kamp.


Fra finalen i 2016, som Borup vandt med 1-0.

Spillende cheftræner Martin Trankjær og co. havde et absolut godkendt forår, og det betyder, at der også i efteråret bliver spillet serie 2 fodbold på Karlsen Arena i Stoholm. For hvert år SIF’erne spiller sig videre til finalerunden, sætter klubben rekord, for det er uden sidestykke, at Stoholm 10 år i træk er kommet videre til de afsluttende kampe torsdag/lørdag. Til gengæld vil mange så mene, at det er uhyre dårlig udnyttelse, når den seneste triumf daterer sig helt tilbage til 2010, så på den konto er der i den grad plads til forbedring.

Borup deltager for 4. år i træk i Sparkær, og som nævnt triumferede klubben højst uventet i 2016. I både 2015 og 2017 kom mandskabet ikke videre til finalerunden, så det vil Låstrup-spillerne ganske givet gøre alt for at lave om på i år. Foråret var godkendt i serie 3, og det er slet ikke utænkeligt, at BIF’erne kan gøre en god figur i årets Fjends Cup. Lidt kuriøst er dette også en gentagelse af Borups allerførste kamp nogensinde ved Fjends Cup – nemlig da disse to klubber mødtes på åbningstorsdagen i 2015, og her sejrede Stoholm med 3-1.

Vridsted-Feldborg/Haderup
Et slags lokalopgør på de kanter men ikke desto mindre var de to mandskaber ikke i samme serie 4 kreds før sommerferien – de to klubber kom da også noget forskelligt ud af forårets strabadser.

Det kan næsten ikke betale sig at nævne, at Vridsted ikke har præsteret ret meget i Fjends Cup-sammenhæng siden den nærmest sensationelle finaleplads tilbage i 2009. Enhver kan jo se placeringerne for alle årene, så det må også animere VIF’erne til, at 2018 skal være året, hvor Vestfjends-klubben igen gør det godt i en sommerturnering – det havde klubben nærmest patent på op i gennem 1980’erne og 1990’erne. Noget kunne også tyde på, at det netop kan blive i år, for Benny Hansens tropper så skarpe ud i foråret, og der er også efterhånden kommet en del tilgang til, så efteråret kan sagtens give en billet op i serie 3 – og så skal Fjends Cup bruges til at give et godt rygstød.


I 2013 leverede Feldborg/Haderup klubbens bedste resultat i Fjends Cup med 5-1 sejren over Skals i kampen om 3. pladsen. Herover Rene Simonsen.

Sådan et rygstød har FHIF’erne helt sikkert også brug for, idet klubben noget skuffende måtte forlade serie 4, da foråret blev fløjtet af. Dermed kommer efterårets aktiviteter til at foregå på serie 5 niveau, og det bør kun blive den ene halvsæson, hvor det er tilfældet. Men det går op og ned, og ”Den Gule Fare” har tidligere imponeret ved Fjends Cup, hvor klubben deltager for 19. gang. 5 gange er Feldborg/Haderup kommet videre til finalerunden, men ikke en gang har holdet sejret i semifinalen – måske skal det være i år?

Nu drejer det sig så om pulje 2, og der bliver smæk for skillingerne allerede på åbningsdagen, for her gælder det om at komme godt fra land.

Sparkær – Skals
Et kig i arkivet afslører, at det bestemt ikke er første gang, at disse to mandskaber mødes på åbningsdagen.

Efter 33 års tørke kom værterne fra Sparkær endelig i en Fjends Cup-finale sidste år. Det lykkedes dog ikke for 2017-spillerne at kopiere 1984-legenderne, så på den led tørster hjemmeholdet stadig efter en triumf. I kølvandet på sidste års flotte finaleplads skuffede Sparkær så fælt i DBU Jylland turneringen, som endte med en nedrykning til serie 4. Det tog dog ikke lang tid for Poul Vistisens tropper at komme tilbage, for 14 sejre i lige så mange dyster her i foråret betyder, at det igen hedder serie 3 efter sommerferien.


Sidst de to hold mødtes, var i semifinalen sidste år, som Sparkær vandt 2-1. Herover scorer Kasper Mæller til 1-0, mens nr. 3 Anders Holm scorede til 2-1 på straffespark.

Skals fortsætter i serie 2 i efteråret, men i Fjends Cup-sammenhæng er det lidt uhørt, at SFF’erne skal helt tilbage til 2015 for at finde sidste finaleplads – det år blev det så ovenikøbet til den ultimative triumf efter en knusende sejr over Stoholm (8-1, red.). Som nævnt har Sparkær og Skals ofte krydset klinger til Fjends Cup, og de fleste gange er det tippet i ”De Grønnes” favør – gør det mon også det i år?

Ravnsbjerg/Løgstrup – Mønsted
Det er virkelig en dyst mellem 3 af sværvægterne i Fjends Cup-historien. Hele 19 triumfer bliver det til, når regnskabet skal gøres op – Løgstrup med 7, Mønsted med 5, Ravnsbjerg med 4 og Ravnsbjerg/Løgstrup med 3. Seneste sejr kom så sent som sidste år, hvor R/L sejrede i finalen over værtsklubben fra Sparkær.

Og Ravnsbjerg/Løgstrup undgår heller ikke favoritværdigheden på åbningsdagen, hvor det er Mønsted, der står klar på den anden banehalvdel. Den gamle Løgstrup-spiller Rasmus Dudeck har fået sat skik på fusionisterne i en sådan grad, at foråret blev brugt til at sikre sig en flot og indiskutabel oprykning til serie 2. Derfor vil sammenslutningen helt sikkert gå benhårdt efter at gentage sidste års triumf, og det kan altså komme til at gå ud over Mønsted i denne den 36. udgave af Fjends Cup.


Sidst Mønsted var i slutspil var i 2012, hvor Stoholm vandt kampen om 3. pladsen med 3-2. Steffen Olesen (herover) scorede alle Stoholms mål.

Træner Robert Overgaard og co. havde egentlig et flot forår, der gav en absolut godkendt 2. plads i serie 4 efter helt suveræne Sparkær. Men på tværs af alle serie 4 kredse i Jylland havde MIF’erne ikke point nok, så derfor gav det ikke avancement til serie 3. Som nævnt oven for har Østfjends-klubben stolte traditioner i Fjends Cup, og i gennem tiden er det ofte blevet italesat af MIF’ere, at pokalen bør komme ”hjem” – og her refereres der jo så i sagens natur til Mønsted. Hvis det er tilfældet, så må den flotte vinderpokal i den grad have hjemve, for den har ikke været ”hjemme” i dette årtusinde!

-ALJ

Guldsponsorer: