Sparkær satte proppen i

Efter fire nederlag i træk lykkedes det endelig for Sparkær at få point i serie 3. Et fortsat skadesplaget hold spillede 2-2 hjemme mod Claus Højgaards tropper fra Eastside Viborg. Det kunne Sparkær være bedst tjent med, for det unge Eastside-hold spillede godt fodbold, men som set tidligere, var de ikke specielt effektive, når chancerne bød sig.

Og det gjorde de i rigeligt mål før pausen, hvor hjemmeholdet ikke fik sat ret mange fødder rigtigt. Det kneb med strukturen og alt for mange bolde blev tabt til de hurtigere Eastside-spillere. Efter 17 minutter ramte gæsterne overliggeren , og minuttet efter skabte Oliver Andersen Sparkærs eneste alvorlige chance i 1. halvleg, men bolden gik lige forbi.

Efter 24 minutter kom den logiske føring til Eastside, da et indlæg fra højre ramte en fri Eldin Agovic, som let kunne heade i mål. Et par minutter før pausen kom Sparkær tilbage i kampen, da Oliver Andersen scorede sikkert på straffespark, men nok engang svigtede koncentrationen i forsvaret, så gæsterne fik scoret i dommerens tillægstid.


Anders Holm (forrest) var med fremme ved alle dødbolde, og i 2. halvleg var han medvirkende til udligningen. Bagved Oliver Andersen.

Det var på ingen måde godt, og det var 1. halvleg i det hele taget ikke. Alt for megen råben og hængen med hovedet hos nogle, og alt for tit hørte man “Det er min”… og det betyder i fodboldsproget, at man har lavet en fejl aflevering, sendt bolden ud af banen eller noget andet skidt.

Det blev meget bedre efter pausen – ikke spillet, for det sad gæsterne fortsat på, men viljen til at kæmpe var i orden. Udligningen faldt efter 56 min., da Anders Holm forlængede et langt indkast fra Anders Brøns (en af Sparkærs bedste på dagen), og helt fri midt for målet stod Bo Pedersen, der headede bolden i mål.

Det blev ikke til flere alvorlige chancer til Sparkær, hvorimod gæsterne flere gange var tæt på – ja, de fik annulleret et mål efter 79 minutter for hånd på bolden. Sparkær-spillerne kæmpede til sidst med ryggen mod muren, og klarede på den baggrund et point til kontoen.

Eastside-træner Claus Højgaard:
– Jeg er træt af, at vi ikke får 3 point i dag, for vi spiller godt, gør det rigtige, men vi scorer for lidt. Jeg synes, vi har et godt hold og havde fortjent at vinde i dag.

Sparkær-træner Poul Vistisen:
– Jeg har rost spillerne i dag, og vi er alle glade for, at vi efter fire nederlag igen kom på tavlen. Vores plan var at stå langt tilbage og leve på kontra og dødbolde, og jeg synes, at vi i 2. halvleg fandt tilbage til de gamle dyder med at kæmpe for sagen.

Sparkær mangler nu kun to kampe, og det er mod B/T og Spøttrup, og kan de vindes, byder de rød/hvide stadig ind på en topplacering. Næste kamp er mod B/T hjemme på lørdag kl. 15.00

-hp

Guldsponsorer: