Stærkt comeback af Mønsted

Mønsted var lørdag på besøg i Rødkærsbro, og det tegnede langt fra godt i starten for MIF-erne, der kom bagud med 0-2 – en stilling der holdt til pausen.

  • Ja det var langt fra en lovende start af os på en dag, hvor jeg igen havde gravet godt for at stille et slagkraftigt hold. Det så ud til, at vi ikke var klar i sommervarmen, fortæller træner Robert Overgaard.

Det var Mønsted-spillerne til gengæld efter pausen, hvor kampen vendte totalt til MIF-ernes fordel, og endte med en klar og sikker sejr på 4-2. Men der gik mere end et kvarter, inden der gik hul på bylden.

  • Vi pressede på fra starten af 2. halvleg, men det var stolpe ud flere gange, inden det første mål kom. Og jeg var da ved at tænke, om det var i dag, at alt ikke skulle lykkes. Jeg vil sige, at vi helt styrede 2. halvleg, hvor de ikke var i nærheden af at true os. Vi viste god moral, maste hele tiden på, og det gav pote.

Forløsningen kom først på et straffespark sat ind af Mads Langhoff. Derefter var det storebror Casper, der sendte et frispark direkte i mål. Mads Langhoff gjorde det til 3-2, inden Nicolaj Jensen lukkede med et hovedstød et par minutter før tid.

-hp

Guldsponsorer: