Træningsstart og stormøde i Stoholm IF-Fodbold

Traditionen foreskriver start for seniorer i Stoholm IF-Fodbold den første lørdag i februar – og samme dag afholdes afdelingens stormøde.

2018 lavede ikke om på det, og i det flotte – men særdeles kolde – vejr tog den nye cheftræner Martin Trankjær sammen med assistenttræner Jacob Toft, serie 5 ansvarlig Lasse Fynbo Pedersen og holdleder Kim Kirkeby mod 21 omklædte spillere, der hyggede sig med en god times træning. Herefter var der suppe at varme sig på, mens Martin Trankjær fortalte om den kommende tid, hvor spillerne gerne skal komme i form og dermed klar til turneringsstarten.

Efterfølgende begyndte stormødet for de 15 fremmødte. Det blev en særdeles fredelig affære, hvor økonomiansvarlig Inger Jakobsen igen kunne præsentere et flot og stort overskud, men det sker også i en tid, hvor SIF-Fodbold sparer op, da klubben stadig håber på at få en kunstgræsbane i forbindelse med den længe ventede ”Fodboldanalyse 2018”, som Viborg Idrætsråd gennemfører i år – en fodboldanalyse med fokus på netop kunstgræsbaner. Tommy Nielsen og Anders Jakobsen var begge på valg og modtog genvalg, så der var ikke ændringer i bestyrelsen, der også tæller Jesper Jensen, Jan Mikkelsen og Nicolas Laigaard.

I løbet af februar/marts starter udendørsfodbolden så op for de forskellige børne- og ungdomshold, og der er specielt 3 datoer, der skal noteres i kalenderen: Fredag den 16. marts er der fællestræning for ALLE børne- og ungdomsspillere – altså drenge og piger i alle aldre. Lørdag den 24. marts er der ”Store pigedag”, mens den traditionelle Super-Lørdag i år løber af stablen den 9. juni.

-ALJ

Guldsponsorer: