Tak for i år

Det blev på mange måder en meget anderledes Fjends Cup i år, men alligevel nogle fantastiske dage trods regn, torden og Corona. Ingen havde drømt om, at vi kunne nå op på samme niveau som i 2020, hvor det bare stak af i det gode vejr. Så det er nogle tilfredse arrangører, der kan konstatere, at et samlet tilskuertal på 1419 er det tredje højeste og på niveau med 2019.

Sportslig blev det en meget anderledes men spændende turnering. Debutanterne fra Nørremarken nåede helt frem til finalen, som dog blev tabt til Borup, men de unge drenge fra nordbyen var et friskt pust, og de har mod på mere. Borup overraskede nok en del, men de spillede en flot Fjends Cup og kom fortjent i finalen for anden gang. Værterne fra Sparkær havde sat næsen op efter mere end en 4. plads, men de sluttede godt af og spillede lige op med Feldborg/Haderup, der til gengæld nok en gang skuffede både dem selv og tipperne.

Ravnsbjerg/Løgstrup spillede nogle fine kampe, og det var marginaler, der gjorde, at de måtte nøjes med at spille om 7. pladsen, som de til gengæld snuppede med en sejr over Skals. Og det er en uvant rolle for de grønne, der normalt er at finde blandt de fire bedste.. Men ikke i år, hvor holdet ikke havde samme niveau som tidligere. Heller ikke sidste års finalehold fra Stoholm kom frem til slutspillet, og det er faktisk første gang siden 2007, og de led da også et forsmædeligt nederlag til Mønsted i kampen om 5. pladsen fredag aften.

Og netop Mønsted må se tilbage på årets turnering med enorm skuffelse. Havde de stillet med deres ordinære hold i lørdagens kamp mod Nørremarken i stedet for “Coronaholdet”, så kunne det måske have set anderledes. Synd for spillerne, der i den grad havde set frem til noget stort i år. Men alt i alt, så blev der vendt grundigt op og ned på placeringerne, for tre af de fire bedste i 2020 måtte tage til takke med placeringskampe fredag.

En ting er dog sikkert – alle otte hold har fået en optimal optakt til den kommende efterårsturnering, og det har lige fra starten af Fjends Cup været formålet med det hele. Så herfra go’ vind til alle holdene i den kommende turnering.

Vi har modtaget meget flot respons fra de deltagende hold, og tak for det. Vi vil gøre vort til, at vi i 2022 kan afvikle Fjends Cup nr. 40 – en milepæl som skal nås! Herfra skal også lyde en stor tak til alle vore trofaste sponsorer, som bakker op om turneringen, de mangle frivillige hjælpere i salgsboder med kamera, billetsælgere  og mere og sidst men ikke mindst til det talstærke publikum, som kommer år efter år.

-hp

Guldsponsorer: