Sejr over ØK sendte Mønsted over stregen

Mønsted fik lørdag en tiltrængt sejr, da de vandt med 1-0 over Ørslevkloster i en kamp, der også tæller i Vinkel Bioenergi Liga. Med sejren slap Mønsted indtil videre væk fra de to nedrykningspladser, men det kan være en stakket frist, for mandag mødes det suveræne bundhold fra Højslev St. nemlig Tjele Vest Sport.

Men det tænker de nok ikke lige på i Mønsted nu, hvor glæden over sejren var til at tage og føle på. ØK startede bedst, og der anedes en smule usikkerhed i Mønsted-forsvaret i starten, men ØK fik ikke det store ud af det. Der skete ikke så meget, inden unge William Engberg Krogh tog chancen langt udefra, men det fine skud blev viftet til hjørnespark af ØK-målmand Marcus Beyer. Efter knap en halv time hev Beyer en super redning frem på Nicklas Lausens frispark fra kanten ad feltet.


Sebastian Drensborg blev matchvinder for Mønsted

På min blok er der ikke noteret nævneværdige chancer til gæsterne i 1. halvleg, der sluttede med et gult kort til ØK’s Stefan Madsen. Inden da havde Mønsteds Sebastian Drensborg haft et par fine muligheder. Først ramte et godt indlæg fra Nicklas Lausen en knold lige foran en helt fri Drensborg tæt på målet, og kort efter nåede han akkurat ikke frem til et indlæg fra venstre. Mønsted var klart farligst før pausen og kunne have fortjent en føring.

ØK startede igen bedst efter pausen og pressede på for en føring. Efter 19 min. fik lynhurtige Simon Rasmussen en friløber, men alene med Gustav Jønsson i Mønsted-målet skød han lige forbi den ene stolpe. Gæsterne fik også flere lige ved og næsten chancer, og efter en halv time ramte de overliggeren på et langskud. Mønsted var ikke så farlige som før pausen, men 10 min. før tid fik de en foræring af en ellers stærkt spillende målmand Marcus Beyer. Han fik ikke håndteret en tilbagelægning særlig godt, og bolden endte hos Sebastian Drensborg uden for feltet. Han skød resolut, og bolden gik i mål ved den ene stolpe, selv om Beyer havde hånd på bolden.

I de døende minutter måtte Mønsted kæmpe for sejren med kun 9 mand på banen, da både Niels Jade Overgaard og Morten Hvass Gjørup røg ud med gult i henholdsvis det 86. og 89. minut. Ved Overgaards gule kort fik ØK et frispark lige uden for feltet, men i stedet for et direkte skud forsøgte de en kombination, der løb ud i sandet. Mere blev det ikke til på en solbeskinnet og vel besøgt Siwert Park i Mønsted.

Efter kampen blev kampens Vinkel Bioenergi spiller kåret.


Kampens spiller fra Mønsted Jacob Hokser og fra ØK Thomas Ramsdahl. Trænere f.v.: Niels Christiansen og Kim Kirkeby, Mønsted og Erik Nygaard, ØK.

Mønsted-træner Niels Christiansen:
Endelig!! Sådan har jeg lyst til at råbe….vi står bare pisse godt sammen i dag, og holder næsten ØK fra chancer. Kæmpe klap på skuldrene til ALLE mand.

ØK-træner Erik Nygaard:
Et tæt opgør hvor jeg synes, vi ikke kender vores besøgstid. Store chancer som skal skabe ro på kampen, og vi SKAL score på. Vi giver jo Mønsted målet, og det var ukoncentreret. En tilbagelægning fra midten, som vi vælger at behandle ukoncentreret, og det giver dem 3 points.
Synes bestemt, vi havde fortjent point. Men ros til Mønsted, de fightede også for point.

Se billeder fra kampen

 

Guldsponsorer: