Gensyn med Højslev Kirkeby Stadion

Der har ikke været meget serie 4 fodbold i Sparkær-regi at skrive om på det seneste, så derfor tog undertegnede søndag en tur til Højslev Kirkeby for at se Sparkærs andethold i serie 6.

Og det blev lidt en tur down memory lane, for dette stadion var for år tilbage et sted med stor aktivitet og seniorfodbold på serie 2 og serie 3 niveau. Det hele sluttede brat i foråret 2013, da Højslev Kirkeby trak det daværende serie 4 hold efter blot to kampe i foråret.


Bag det ene mål var der engang en tennisbane. Den er der endnu, men vist ikke nem at spille på. Foto: Jacob Mackenhauer Drensborg.

Herefter er der ikke spillet seniorfodbold i DBU Jyllands turnering, før Kirkebyen startede et nyt hold af helt unge spillere i serie 6 her efter sommerferien. Vi må håbe, at de holder fast og fortsætter aktiviteten på det gamle stadion bag forsamlingshuset på Lundøvej.

Højslev Kirkeby deltog i flere år – 1986 til 1992 – i Fjends Cup og nåede finalen tre gange, i 1986, 1991 og 1992, men tabte alle. Nå, men til søndagens kamp, som blev en lidt dramatisk affære med fire gule kort – tre til Sparkær – uddelt af en dommer, der er bedst tjent med ikke at få tildelt karakterer og yderligere omtale.

De unge knægte fra Kirkebyen kunne godt spille fodbold, og i første halvleg fik de plads til at score to gange af et uorganiseret Sparkær-hold, der slet ikke kunne finde rytmen fra sidste weekends kamp mod ØK.


Foto: Jacob Mackenhauer Drensborg.

Det blev langt bedre efter pausen, da Poul Vistisen trådte ind på banen som bagerste mand, og Bo Pedersen blev rykket frem på midtbanen. Samtidig begyndte Sparkærs bedre kondition at blive tydelig, for som halvlegen skred frem lå flere af de unge Kirkeby-spillere i græsset med krampe.


Foto: Jacob Mackenhauer Drensborg.

Sparkær fik vendt 0-2 til 3-2 på mål af Bo Pedersen, Tobias Brøns og Malthe Lund Thomsen (herover), som scorede sejrsmålet få minutter før tid.

Se flere af Jacobs billeder.

Guldsponsorer: