blev Thriller-Tuesday afviklet under bulder og brag – naturligvis først efter lynene var stoppet – og det blev som ventet en spændende aften med tætte kampe.

I pulje 1 var der inden tirsdag aften højspænding, da alle fire hold havde 3 point, og det blev Sparkær og Viborg Nørremarken, der trak de længste strå og bookede billetterne til finalerunden torsdag/lørdag. Det betød ”farvel” til Mønsted og Skals – to mandskaber der mødtes i semifinalen sidste år.

Pulje 2 sluttede, som den var blevet forudsagt – Feldborg/Haderup og Borup gik videre – og de to eneste mandskaber der skal spille serie 4 i efteråret – Stoholm og Ravnsbjerg/Løgstrup – må tage til takke med en fredagskamp.

Stoholm fik dermed brudt den imponerende stime, der var opbygget siden 2008 – nemlig en fast bestanddel i finalerunden, så det er altså første gang siden 2007, at det ikke bliver til kampe torsdag/lørdag for stoholmerne. For Skals’ vedkommende er det blot anden gang ud af 16 deltagelser, at det ikke lykkes at gå videre til de afgørende kampe, og når også Mønsted og Ravnsbjerg/Løgstrup er væk, så er det altså i alt 32 titler, der skal spille fredag aften. Eller sagt på en anden måde – det er i alt 2 titler, der skal spille finalerunden.

Sparkær – Borup
Og de to titler findes i den her semifinale, for værterne fra Sparkær har stadig ”kun” trofæet fra 1984-udgaven at tænke tilbage på, mens Borup sejrede i 2016. Hjemmeholdet så solide ud tirsdag aften mod ærkerivalerne fra Mønsted, og dermed står Poul Vistisen og co. igen i semifinalen – det gjorde mandskabet senest i 2019, hvor det dog blev til en gevaldig øretæve til Stoholm. Arrangørerne har stået i den ultimative slutkamp en enkelt gang mere end i sejren tilbage i 1984, og det var i 2017, hvor finalen dog blev tabt til Ravnsbjerg/Løgstrup. Nu skal det blive spændende at se, om det skal lykkes igen, for 1984 er efterhånden mange, mange år siden.


Der var ægte jubel, da Patrick Nielsen (11) scorede til 1-0 i tirsdagens kamp. Han omfavnes af Kasper Møller, mens Mads Daa Vistisen (9) er på vej. T.v. Anders Hollm og Mønsteds Andreas Eriksen, der ser lidt misfornøjet ud.

Borup favoritsejrede fortjent på Thriller-Tuesday over Stoholm, og det gav altså videre avancement til træner Kristian ”Krudt” Kjær og tropperne. Dermed fik Låstrup-mandskabet den 2. plads i puljen, som ”bookmakerne” også havde forudsagt – kun overgået af årets favoritter fra Feldborg/Haderup. Det er 7. gang, at BIF’erne deltager i den sejlivede sommerturnering, og to gange er klubben gået videre til finalerunden: I 2016 gav det den ultimative triumf med en finalesejr over Stoholm – til gengæld var stoholmerne endestationen sidste år i semifinalen, men det fik Borup altså revanche for her i 2021-udgaven.


Der var pæn opbakning til Borup i tirsdagens kamp mod Stoholm. Mon ikke Låstrup-folket tropper talstærkt til kampen torsdag mod Sparkær?

Feldborg/Haderup – Viborg Nørremarken
Forhåndsfavoritterne fra Feldborg/Haderup har indtil videre gjort deres pligt – og så vel ret beset heller ikke så meget mere. ”Den Gule Fare” var i kontrol i åbningsdysten mod Borup – det var mere tæt i lørdagens dyst mod Stoholm, og så var det stillingsmæssigt en markant overraskelse, at FHIF’erne tabte indiskutabelt med 0-3 til Ravnsbjerg/Løgstrup på Thriller-Tuesday. Redaktionssekretæren skal være ærlig og sige, at han ikke så noget af den match, da det gjaldt dysten mellem hjerteklubben og Borup på den anden bane på samme tid. Men sagen er krystalklar for træner Benny Simonsen og co. – skal den allerførste finalepladsbillet bookes i det 22. forsøg, så skal der en sejr på bordet torsdag aften.


Rasmus Lauritsenog FHIF-forsvaret havde ikke styr på R/L-spillerne tirsdag. Kan de styre de boldsikre unge NUGF-ere i semifinalen?

På den anden banehalvdel tager Kurt Mogensens spillere fra Viborg Nørremarken i mod, og det er godt gået her i NUGF’ernes første deltagelse i Fjends Cup. Mandskabet fra den nordlige ende af Viborg har haft et specielt forløb, for i den første kamp blev holdet rundbarberet af værterne fra Sparkær. Så gjorde Corona sit indtog på Mønsted-holdet, hvilket gav viborgenserne let spil lørdag, men til gengæld var det imponerende, at de kunne besejre en af forhåndsfavoritterne – nemlig Skals – på Thriller-Tuesday. Så var sagen klar, og 6 point nok til en finalerundeplads her i denne den 39. udgave af Fjends Cup.


Jens Jacob Lange (tv) var manden der med to mål sænkede Skals tirsdag aften. Kan han gøre det samme ved FHIF-erne torsdag?