er vi klar til at få fløjtet op for denne den 39. udgave af den traditionsrige sommerturnering på banerne i Sparkær. Der er sket rigtig meget på senior- og seriefronten, siden den 38. udgave i 2020 blev afgjort på et mål i det 90. minut – det var Heine Kristensen, der tæt under mål fik sendt bolden i nettet, hvilket gav en finalesejr på 1-0 til Stoholm over Skals.

Det er dog ikke de to mandskaber, der er favoritter til at vinde i år – fra ”uventet” kant har Feldborg/Haderup overhalet alt og alle og fremstår som bedste bud på at hjemføre en triumf – det vil så også være ”Den Gule Fares” første sejr, og de deltager trods alt for 22. gang i år.

Det kan vel næsten ikke lade sig gøre at overgå sidste års rekordturnering, der på imponerende vis sprængte rammerne for ALT, men mindre kan bestemt også gøre det, og uanset hvad så skal det nok igen blive en rigtig god turnering for de involverede klubber.

MEN – nu gælder det optakten til torsdagens åbningskampe, og traditionen tro går den på tværs af puljerne, for den tager en tidskronologisk rækkefølge, så vi starter med de kampe, der åbner ballet ved denne den 39. udgave af Fjends Cup.

Skals – Mønsted
Pulje 1 starter op med en gentagelse af sidste års dramatiske semifinale, hvor Mønsted længe så ud til at skulle spille sig i sin første finale siden den historiske slutkamp mod Stoholm tilbage i 2010. Men Skals trak det længste strå og vandt efter Amerikansk Straffespark, og efterfølgende brugte SFF’erne efteråret på at rykke op i serie 2. Det blev dog kun til en halv sæson på det niveau, for foråret gav nedrykning til serie 3 og tilmed et besynderligt afbud til den sidste turneringskamp. Men mon ikke Thomas Christoffersen og co. er klar til at gøre alt for at hjemtage den første sejr siden 2015, og så er det meget vigtigt med en god start mod Mønsted torsdag aften.


Sune Langhoff var en af to Mønsted-spillere, der scorede på amr. straffespark mod Nicklas Kristensen i skals-målet. Arkivfoto

MIF’erne bød som nævnt ind på en finaleplads sidste år, og i pulje 1 ser det endog særdeles tæt ud – det er fire mandskaber, der alle tørner ud i serie 3 i efteråret. Jacob ”Døgner” Sørensen og Niels Erik Kristensen har fået sat skik på Østfjends-tropperne, der var meget tæt på at komme i opspil til serie 2 i foråret. Det skete dog ikke, men nu vil Mønsted helt sikkert have fuld fokus på Fjends Cup, for det piner ”De Røde”, at seneste triumf hører til i et andet årtusinde, end det vi efterhånden har befundet os i rigtig mange år.

Feldborg/Haderup – Borup
Pulje 2 begynder med denne match, og som nævnt i indledningen, så har denne den 39. udgave af Fjends Cup en lidt overraskende – men ikke desto mindre klar – favorit. Og det er ”Den Gule Fare”, for ikke nok med at Benny Simonsens tropper er det højest rangerede mandskab med serie 2 status – FHIF’erne gjorde det imponerende godt i foråret og sluttede på fineste vis på en 3. plads. Nu stiler mandskabet helt sikkert efter en triumf ved sommerturneringen i Sparkær, og selvom vi her på redaktionen ofte har omtalt Feldborg/Haderup som ”den stille eksistens”, så skal man på ingen måde tage fejl af holdets og klubbens holdning og syn på Fjends Cup – det er en turnering, mandskabet MEGET gerne vil vinde. Det er 22. gang, at FHIF deltager og end ikke en finaleplads er det blevet til endnu. Det er der store chancer for i år, og så gælder det om at komme godt fra land i åbningsmatchen mod Borup.


FHIF og Borup mødtes også i indledende rund sidste år, og her  var Rasmus Lauritsen (under pilen) kampens eneste målscorer. Th. anfører Rene Bjerg Simonsen.

BIF’erne deltager for 7. gang, og en gang har Låstrup-gutterne triumferet, og det var i 2016, hvor Stoholm blev besejret i finalen. En enkelt gang derudover er Borup kommet videre til finalerunden, og det var sidste år, men her satte Stoholm en stopper for Borups drømme om en ny finaleplads. I Fjends Cup-sammenhæng er der ny person på sidelinjen, for det er Kristian ”Krudt” Kjær, der står med ansvaret for BIF’erne, og dermed skal han forsøge at finde sejrsformlen, så Borup kan komme langt ved årets turnering. I første omgang kan han sammen med sine spillere nyde at være undertippet mod årets favoritter fra Feldborg/Haderup, og det kan være rart med sådan en start i forhold til den videre turnering.

Sparkær – Nørremarken
I pulje 1 er aftenens sene opgør et møde med to mandskaber og klubber med hver deres Fjends Cup-historik – det kan man da vist tørt konstatere. Hjemmeholdet og værterne fra Sparkær deltager i sin egen turnering for 39. gang, mens torsdagens modstander fra Viborg Nørremarken er med for allerførste gang. Træner Poul Vistisen er i den grad Fjends Cup-veteran, for først deltog han i mange år som spiller, og siden er det blevet til rigtig mange år som træner. Værterne har fremdeles kun triumfen fra 1984 at henføre til, så spørgsmålet er, om det er i år, at hjemmeholdet igen skal stryge til tops – i så fald er det meget vigtigt med en god start torsdag.


Sidst de to hold mødtes den 29. maj, endte det 4-4

Her er det Kurt Mogensens tropper fra den nordlige Viborg-ende, der står på den anden banehalvdel, og de er som nævnt helt nye i Fjends Cup-sammenhæng, så der er ikke tidligere bedrifter at tale om. Det var et ungt mandskab, der gennemførte serie 3 i foråret, og det gjorde de på sådan vis, at det også hedder serie 3 ved banerne omkring Nordre Skole i efteråret. Kigger man på tipsprognosen ved årets turnering, så ryger Nørremarken ud med fynd og klem, så det skal blive spændende at se, om holdet og klubben kan modbevise de forudsigelser.

Stoholm – Ravnsbjerg/Løgstrup
De dobbelt forsvarende mestre fra Stoholm spiller pulje 2’s sene dyst mod Ravnsbjerg/Løgstrup. SIF’erne har haf et meget hårdt serieår, og serie 2 i efteråret 2020 er blevet byttet ud med serie 4 i efteråret 2021. Ny træner – der er en gammel kending – er Niels R. Jensen, der skal prøve at få ”vendt skuden” i den centrale turnering, og derudover har Stoholm meget stolte Fjends Cup-traditioner – ligesom Sparkær deltager Stoholm for 39. gang i år. Men i år er mandskabet undertippet ved sommerturneringen i Sparkær, så det bliver spændende at se, om SIF’erne kan overraske. Den mest sejlivede rekord er, at klubben 13 år i træk har spillet sig videre til finalerunden – det er en helt uhørt stabilitet i Fjends Cup-sammnhæng, men spørgsmålet er, om den rekord står for fald i år.


Niels R. Jensen (tv) og Rasmus Dudeck. Arkivfoto

Det er fusionisterne fra Ravnsbjerg/Løgstrup, der står klar til at drille Stoholm, og begge klubber er nok godt klar over vigtigheden i at få point i netop denne match – det bliver i øvrigt rutinerede Rasmus Dudeck, der står med træneransvaret ved denne den 39. Fjends Cup. Som alle ved, så har både Ravnsbjerg og Løgstrup samt Ravnsbjerg/Løgstrup meget stolte Fjends Cup-traditioner, så det er intet mindre end 23 titler på 38 år, der tørner sammen i den sene kamp i pulje 2 – det er der da alligevel et historisk Fjends Cup-vingesus over!

I foråret rykkede netop disse to hold ud af serie 3 – Stoholm vandt begge indbyrdes opgør – i efteråret er de så kommet i samme serie 4 kreds også, så der bliver kampe nok mellem SIF’erne og RIF/LGIF’erne at se frem til.