Dynamitpuljen lever op til sit navn

Pulje 1 blev allerede ved lodtrækningen i juni måned døbt “Dynamitpuljen”, og det navn levede den op til torsdag aften med to spændende kampe, der gav overraskende resultater.

Størst var Mønsteds 1-2 nederlag til Skals, hvor William Slavensky bragte Skals foran efter 20 min. Mønsted fik udlignet ved Martin Harritz i det 50. minut, men med 8 min. igen afgjorde erfarne Lasse Broberg kampen.


To målscorere fra Skals. Lasse Broberg (tv) og William Slavensky.

Mønsteds trænerduo Kim Kirkeby og Niels Christiansen havde denne kommentar:

  • En åben kamp med mange muligheder. vi har en helt ny bagkæde, der skal spilles sammen, men stadig med mange gode ting undervejs. Skals er skarpest, og det skal de have kredit for. vi må op på hesten igen.

Skals-træner Thomas Christoffersen skrev efter kampen:

  • Vi fortsætter forårets takter med at producere masser af store chancer og score for få mål. Samtidig uden at tillade store chancer til modstanderne. En fin træningskamp, hvor alle spillere fik gode minutter i benene.

I den anden kamp i puljen var der for alvor gang i underholdningen til sidst med to mål i dommer Thomas Præstegårds tillægstid. Borup kom foran i det 19. minut ved Rasmus Abildskov, men favoritterne fra Feldborg/Haderup var farlige og havde flere store tilbud. Efter 25 min. ramte Jens Lago overliggeren, og han havde også et par gode muligheder i starten af 2. halvleg. Jonas Henriksen fik dog udlignet i det 51. min. på et langskud, men Borup kom igen i front i tillægstiden ved Johan Nielsen. Så troede de, at sejren var i hus, men i det allersidste minut udlignede Rasmus Lago efter forarbejde af Jens Lago.

FHIF-træner Claus Højgaard:

  • En god træningskamp for os, hvor vi skulle bruge 30 min. på at komme i gang. Men man kunne godt se, at det var første gang med den opstilling.

Hos Borup var det spiller Steffen Frederiksen og holdleder Christopher Justesen, der kommenterede:

  • Super fornuftig 1. halvleg. Vi får lukket for deres angreb rigtig flot og får selv spillet op til et par chancer. Man kan godt se, at det var nogen tid siden, alle har spillet fodbold, afspejlet af meget duelspil på midten. I anden halvleg kommer vi lidt passivt ud, og FHIF sætter tempo. Vi får mere styr på det og får kæmpet os til et mål mere, da der er 1½ minut tilbage, men vi sov dog lige til sidst, så FHIF udligner til 2-2.

Se videoklip fra Borup IF

-hp

Guldsponsorer: