Fantastisk comeback af Feldborg/Haderup

FHIF-erne var nede med 0-3 efter 36 min. og 1-4 efter 55 min. i mandag aftens udekamp mod Ringkøbing, men endte med at vinde med 5-4.

  • Det blev en vild kamp med et usædvanligt resultat på en svær udebane, hvor Ringkøbing på deres kunstgræsbane er svære at spille imod, lød det indledningsvist fra træner Benny Simonsen, da fjendscup.dk fangede ham dagen derpå.

Og Feldborg/Haderup blev da også sat under pres fra kampens start af de meget hurtige og boldsikre Ringkøbingspillere. Ja, Benny Simonsen gik så langt, som at sige, at “de løb om hjørner med os” i den periode, der gav hjemmeholdet en 3-0 føring. Trods presset havde FHIF-erne dog også chancer i den anden ende – blandt havde Modou Jarju et skud på overliggeren, inden Jens Lago fik reduceret kort før pausen, da han kom først på et fladt indlæg.


Jens Lago scorede 3 af målene og løb med fidusbamsen. Arkivfoto.

  • I pausen følte vi, at vi kunne være med fremad banen, og at vi bare skulle have dæmmet op for deres scoringer. Men så skete det alligevel 10. min. efter pausen, at de kom på 4-1, og så frygtede jeg lidt en afklapsning, fortæller Benny Simonsen.

Men det modsatte skete, og gæsterne fra Feldborg kom mere og mere ind i kampen, og Jens Lago var igen på pletten idet 62. min., da han var hurtig over en ripost og reducerede til 4-2. Herefter gik det hurtigt. 4-3 ved Moduo Jarju i det 67. min., og i det 73. min. udlignede Jens Lago på noget, der lignede et “Salah-mål”, hvor han afdriblede tre mand og sendte bolden op i målhjørnet.

Så havde FHIF-erne overtaget. Hjemmeholdets forsvar var rystet, deres returløb manglede, og de virkede lidt trætte, hvilket gav gæsterne gode contra muligheder. På en af dem scorede tilbagevendte Mojou Jarju sejrsmålet med 10. min. igen efter en stikning i dyden. Herefter trak FHIF-erne sig lidt tilbage og havde ikke problemer med at forsvare føringen hjem. Hermed havde Feldborg/Haderup fuldendt et vanvittigt comeback og sikret 3 vigtige point.


Modou Jarju vendte tilbage efter en måneds skadepause med to mål. Arkivfoto.

  • Det var en fair spillet kamp uden kort og med en god stemning, hvor fodboldspillet var i højsædet. I dag kunne vi pludselig score de mål, som vi i andre kampe har haft svært ved, og dermed gav spillerne mig den bedste afsked, jeg kunne ønske mig. Det er en kamp, jeg vil mindes, sagde Benny Simonsen til slut.

Han så Jens Lago løbe med fidusbamsen efter kampen, og nu kan han og spillerne så med nogenlunde ro kikke nedad i tabellen. Den direkte nedrykning er væk, og meget skal gå galt, hvis Feldborg/Haderup skal havne i nedspil. Til gengæld spiller de stadig med om 2. pladsen, der giver opspil til serie 1.

Næste kamp er hjemme i Feldborg på lørdag kl. 13.30 mod KLG. Her er der planlagt en officiel afsked med Benny Simonsen, der som tidligere nævnt stopper som træner efter denne sæson.

-hp

Guldsponsorer: