Feldborg/Haderup på tavlen igen

Efter sidste rundes 1-3 nederlag til Herning Fremad kom FHIF-erne igen å tavlen med et 2-2 resultat hjemme mod Mejrup fredag aften. Det blev med træner Claus Højgaards ord en god kamp med knald på og som bølgede frem og tilbage.

  • Til tider spillede vi rigtig godt, men når vi slækkede på organisationen vendte det hurtigt, og det var Mejrup gode til at udnytte, fortæller Højgaard.

FHIF kom tidligt (6. min.) foran 1-0 ved Jens Lago assisteret af Per Julius Pedersen efter et godt gennemført angreb. Den øvelse kunne gæsterne også og udlignede i det 24. minut. Herefter fik Feldborg/Haderup en god periode, hvor Mejrup blev trykket tilbage. Det kastede da også et par gigantiske muligheder efter hjørnespark af sig, men ind kom bolden ikke, og så gik holdene til pause med 1-1.


Jens Lago Henriksen med hurtigscoring efter 6 min. Arkivfoto.

Feldborg/Haderup havde godt styr på kampen, men i det 51. minut slog Mejrup en kontra og hamrede bolden i mål til 1-2. Heldigvis for hjemmeholdet var Per Julius Pedersen i samme minut snu og opsnappede en for kort tilbagelægning, som han omsatte i mål til 2-2.

Mere blev det ikke til, selv om begge hold havde muligheder for en afgørelse. Sandgaard i målet havde et par gode redninger foran et centerforsvar, hvor Rene Bjerg Simonsen ikke var med og blev erstattet af Anders Frydendal Jensen.

  • Det var en fin kamp mod en god modstander, og 2-2 er vel et OK resultat. Jeg kan ikke sætte en finger på indstillingen, og jeg synes, vi bliver bedre og bedre til det, vi øver til træning, så det peger den rigtige vej. 10 point efter 5 kampe er godkendt. I mine øjne bliver vi dog snydt for to straffespark i de sidste 20 min., men det mente dommeren, som ellers gjorde det godt, ikke, slutter Højgaard.

Næste kamp er ude mod Spjald på fredag kl. 19.00.

-hp

Guldsponsorer: