Feldborg/Haderup ramte muren i Kølvrå

De gule fra Feldborg kunne med en sejr mandag aften have sikret sig en fordelagtig position inden de tre sidste kampe. Men sådan skulle de ikke gå, for på en lille lysbane, mod et fanatisk talstærkt publikum og nogle granvoksne og fysiske KK07-spillere kom de teknisk gode FHIF-ere til kort og tabte 3-5.

  • Det er et modbydeligt sted at spille med 2-300 fanatiske tilskuere, der piskede en stemning op. Og jeg må sige, at de moste os allerede fra første minut og de næste 10-15 minutter, hvor de kom foran 3-0. Da blev der talt med store bogstaver fra sidelinjen, og derefter rykkede vi lidt mere sammen, kom op i tempo og scorede et fremragende mål til 3-1 (Jens Lago), fortæller træner Claus Højgaard.


Claus Højgaard måtte tale med store bogstaver til sine spillere ved stillingen 3-0. Arkivfoto.

Hjemmeholdet scorede til 4-1, inden Rasmus Henriksen fik reduceret på et straffespark inden pausen. En første halvleg, hvor FHIF-erne var helt væk i starten, men hvor de havde styr på det sidste kvarter. Anden halvleg startede da også godt for de gule, men efterhånden meldte trætheden sig i den tempofyldte kamp. Lasse Hagen Schmidt fik reduceret til 4-3 i det 62. min., men KK07 lukkede ned med scoringen til 5-3 i det 84. minut.

  • Jeg synes, vi havde chancerne, men havde en tendens til at trække os, når de kom med deres fysik, og jeg vil sige, at alt stort set lykkedes for dem. Med lidt mere tur i den kunne vi godt have fået uafgjort, men jeg må også sige, at det er fortjent, at de vinder. Nu skal vi lige have os samlet sammen og være klar til de to næste kampe mod bundholdene Alhedens og Hammerum inden den store finale hjemme mod Kjellerup, slutter Højgaard.

Han så en kamp med hele seks gule kort, heraf to til Jens Lago, som dermed endte med et rødt kort og karantæne i næste kamp.

-hp

 

Guldsponsorer: